Wednesday, December 14, 2005

Paa dette site finder du billeder og beskrivelser fra vores ophold paa Filippinerne.

Sunday, December 04, 2005

Quote

Meningen med dét vi gør............

Tilbage i Danmark

Efter studieopholdet rejste vi rundt i 3 uger inden vi tog hjem. Vi tog til det nordlige Luzon for at se risterrasserne, til Calamian Islands og Palawan.
Billederne nedenfor er fra de sidste 3 ugers rejse.

Vi er alle tilbage i Danmark igen, og er så småt ved at være klar til at starte på studiet igen.
Er der spørgsmål eller kommentarer er I mere end velkomne til at kontakte os.

Med venlige hilsen
Jette, Jens, Lasse, Christina og Gitte
Fire aeldre mennesker, med den traditionelle folkedragt fra Ifugao-provinsen, ved risterrasserne.
Portraet af en Ifugao-kvinde
Verdens ottende vidunder: Risterrasserne!
Paa en baadtur lavede baadejeren BBQ med tunfisk for os. Her spiser han oejet, som efter hans opfattelse er den stoerste delikatesse
Glen fra New Zealand og Lilli fra Schweitz. - To meget erfarne globetrottere med mere end 50 lande bag sig. Vi rejste godt en uge sammen med dem, og havde en masse fantastiske stunder sammen.
Billedet er fra en baadtur i El Nido paa Palawan. Oeen blev brugt til den danske Robinson-ekspedition 2001.
Solnedgang paa Calamian Islands.
Vi besoegte Iwahig faengslet i Puerto Princessa paa Palawan. Faengslet er meget alternativt og bygger paa princippet om at jo mere man arbejder og yder, desto flere rettigheder faar man. Enkelte fanger har saagar deres familier derinde.

Friday, November 11, 2005

Studieopholdet er hermed vel overstaaet

Saa har vi haft sidste evaluering paa USC. Alt er gaaet godt, vi har laert en masse og har haft gode muligheder for at afproeve laerergerningen.

Nu staar den paa ferie i 3 uger inden vi vender snuden hjem mod Danmark og ankommer i Kastrup d. 2. December klokken 9.45.

Hjemmesiden vil blive opdateret naar vi kommer hjem, med flere billeder, evalueringer, og rejsebeskrivelser.
Jens, Lasse og Christina underviser i engelsk.
Jens og Gitte underviser i PE(Physichal Education)
Efter vores ophold paa Cabancalan blev vi inviteret ud at spise med laererstaben. Vi havde nogle enormt hyggelige timer, hvor der blev taget en masse billeder.
Afsked og gaver til sidste evaluering paa USC.

Undervisning paa Cabancalan National High School

I perioden 17/10 til 09/11/05 underviste vi Cabancalan National High School, som er en public-school. Til skolen er der tilknyttet en elementary school, hvor der gaar ca 1500 elever, paa high school er der ca. 2200 elever som gaar i skole om dagen og 250 elever der er tilknyttet aftenskole. Endvidere er der 48 laerere som underviser paa High school niveau. Alt i alt knap 4000 elever der er presset sammen paa et omraade paa stoerrelse med en dansk skolegaard og skolen har i det hele taget ikke mange midler tilraadighed - ikke engang rektor har et kontor eller laererne et laerervaerelse.

Vi havde igen fordelt os i to grupper, Gitte og Jens samt Jette, Lasse og Christina. Begge grupper underviste og observerede i to faste engelsk- og to MAPEH klasser (music, arts, physical education og health).

Begge grupper observerede foerst i 2-3 dage, hvorefter vi begyndte at undervise, som desvaerre kun blev til fire dage. Faelles for vores observationer har vaeret det store antal af elever i klasserne, stoejniveauet - der isaer udenfor var uacceptabelt at undervise under - samt elevernes opfoersel der bar praeg af respekt og nysgerrighed overfor os.
I alle vores klasser har begge grupper startet med at introducere sig selv og Danmark. Det var tydeligt at eleverne flere gange blev overrasket, eksempelvis over vores velfaerdssystem, og at de generelt udviste stor interesse.

Tremands gruppen havde en engelsk klasse indenfor og en udenfor; paa den overdaekkede basketball bane, og det samme var gaeldende for deres MAPEH klasser. Begge engelsk klasser havde Mam Janeth som laerer, og hun gav forholdsvis frit udspil til undervisningen. I klassen indenfor, som var en foersteaars high school klasse, valgte vi at faa eleverne til at analysere en nyhedsudsendelse. Det generelle for denne klasse var at det var meget svaert at faa noget ud af eleverne ogsaa paa trods af at de havde forberedt sig hjemmefra. Dette skyldes hovedsageligt en blanding af at klassen var en ”lavt rangeret klasse”, at eleverne havde svaert ved at udtrykke sig paa engelsk og at de dermed ikke ville ”udstille” sig selv for resten af klassen og os.

Udenfor i vores andenaars engelsk klasse, var eleverne placeret paa en tribune. Vi forsoegte at foere en meget sproglig undervisning om ”Familie og forholdet mellem boern og foraeldre”, som vi nu kan se var en forkert prioritering. For det foerste var der oftest 10 klasser udenfor, og klasserne begyndte og sluttede ikke samtidig saa mens vi underviste var der andre der havde pause. Dette var tydeligvis distraherende for eleverne og samtidig havde de ogsaa svaert ved at hoere laereren. Selve emnet var for os enormt spaendende, da deres forhold til familien er staerkere og mere vigtigt end det vi kender til. En af deres skriftligeopgaver loed paa at de skulle beskrive deres forhold til familien hvor et gennemgaaende svar har vaeret; ”Jeg respektere mine foraeldre fordi de arbejder haardt saa jeg kan gaa i skole” og baade drenge og piger tog det som en selvfoelge at de skulle hjaelpe til i hjemmet. En anden opgave, de blev stillet var, at de skulle skrive hvad deres realistiske droemme var, hvor flere svarede: ”Jeg vil arbejde haardt, saa jeg kan tage mig af mine foraeldre...” og ”Jeg vil gerne hjaelpe de fattige”.
Under omstaendighederne var vi helt igennem tilfredse med elevernes indsats. Hvis vi skulle forsaette vores undervisning ville vi skifte undervisningsstrategi og indfoere mere skriftligt arbejde i undervisningen, da vi hermed bedre kunne naa ud til og aktivere hele klassen.

I vores MAPEH-klasser var vi, ligesom den anden gruppe, heldige at vaere tilknyttet Sir Mario. Han var en stor inspiration for os, da han var i stand til at undervise med stor gejst og han braendte tydeligvis for sit arbejde (ulig mange af de andre laerere). Hans personlighed og glaede var smittende, og det var tydeligt at hans elever var meget bedre til at udtrykke sig og vise engagement i timerne.
Som idraetslaerer havde Sir Mario ingen muligheder for at lave fysiske aktiviteter med eleverne, da basketball banen blev benyttet til undervisning. Dog var der plads til at der kunne undervises i dans, og han blev meget begejsteret, da vi valgte at undervise i Les Lanciers. Vores 70 elever i et klasselokale kan virke ”overkommeligt”, men naar de alle skal aktiveres fysisk og alt skal koordineres virker opgaven snart uoverskueligt. Da vi foerst fik stillet eleverne op, var det hovedsageligt varmen og stoejniveauet fra omgivelserne der var en udfordring, da eleverne var overraskende gode til at koncentrere sig og til at laere de nye trin. Dette var en helt fantastisk oplevelse og vi noed det meget.

Paa trods af at vores ophold paa Cabancalan blev forkortet, har det vaeret en af de stoerste oplevelser at vaere paa en public school. Lige fra begyndelsen maerkede vi deres gaestfrihed og aabenhed og det var tydeligt, at de ville goere alt for at vi ville faa et behageligt ophold. Eksempelvis blev vores pauser flere gange forlaenget fordi de insisterede paa at give os burger, cola, spaghetti ect. og dette resulterede i at vi til tider kom for sent til undervisningen.
Vi tager hatten af for laererne, da de udfoerer et kollosalt stykke arbejde. Paa grund af omstaendighederne virker flere laerere udbraendte og deres glaede ved at undervise er ikke overvaeldende. Men vi har ogsaa moedt laerere som stadig har motivationen og det er dem der giver eleverne meningen med at gaa i skole.

Vi foeler at opholdet paa Cabancalan har givet os mere end vi havde forventet. Det har for det foerste sat tingene i perspektiv og vist os at den rigtige strategi betyder alt. I fremtiden skal vi huske, at vi i Danmark er priviligeret ved at have en folkeskole som har faciliteterne og midlerne til at give den bedste undervisning – hvilket Cabancalan (og Filippinerne) kun kan droemme om.

Monday, November 07, 2005

Fritid i Cebu City

Gennem hele opholdet har vi traenet hos Ala Gym i Fight Club. Til venstre er vores ukuelige og jernhaarde traener Carmen paa bare 18 aar. Nick og Judith vikarierer indimellem for Carmen.
En Loerdag inviterede vi alle traenerne fra Ala Gym med ud at drikke en oel. Turen gik foerst til "Mountainview" hvor vi sad et par timer med udsigt over hele Cebu, hvorefter vi koerte ned i byen og sang en masse kareoke.
Gennem Ala Gym fik vi mulighed for at koebe VIP billetter til et stort boksestaevne i Mandaue Sports Complex. Billetterne gav pladser ved ringen, hvilket betoed at vi sad paa foerste raekke til upper cuts, sved, spyt og knock outs. Christina blev kaldt op i ringen fordi hun vandt sponsorgaver, og dagen efter blev det hele sendt i fjernsynet.
En Ala Gym - bokser vinder baeltet.
Jens og Lasse spiller et par gange om ugen fodbold med en masse velhavende europaerere, bosat paa Filippinerne. Direktoeren for Timex spiller med og laegger baner til.
Og saadan ser 3 danske maend ud efter tre kvarters fodbold i 30 graders varme!
Fantastiske Alma og Reian der arbejder i receptionen paa hotellet hvor vi bor. De er altid glade og klar paa en frisk bemaerkning.

Friday, November 04, 2005

Det er somme tider en blandet fornoejelse at vaere 5 i en taxa!

Thursday, November 03, 2005

Paa grund af vores kontakt til en Filippinsk anerkendt designer, blev vi inviteret til et stort modeshow og efterfoelgende afterparty.

Tuesday, November 01, 2005

Tur til Boracay

White Beach med masser af sol og glade boern i vandet.
Paa sejlturen rundt om Boracay blev vi sat af paa en oede og meget smuk strand.
Almen afslapning i vandkanten.
Vi spiller beachvolley og faar hjaelp til at hente bolden af de to boern i forgrunden.
En formiddag med regn kan vaere helt befriende paa grund af varmen og solens staerke straaler. Her sidder vi paa en indisk restaurant og nyder livet med boeger, milk shakes og musik.
Aftenhygge ved vandet.
Solnedgang.
2 af musikkerne fra Bom Bom bar. De er altid glade og med paa lidt af hvert. Bemaerk at rom-flasken staar umiddelbart inden for raekkevide.
Vi nyder musikken og stemningen paa Bom Bom bar.
Aftenstemning paa Boracay.

Tur til Boracay

Paa grund af eksamener og diverse helligdage havde vi, sidst i oktober, 2 ugers ferie til fri afbenyttelse. Det var den oplagte mulighed for, at tage paa en laengere udflugt.
Boracay skulle efter sigende have Filippinernes smukkeste strande og er til dags dato paa landets top 3 liste over besoegte destinationer. Alle Filippinere ved hvad Boracay er, og alle droemmer om at komme dertil. – Derfor valgte vi at bruge en uges ferie paa Boracay!

Turen derover valgte vi at tage med offentlige transportmidler og med et stop paa Panay Island. Vi tog afsted fra hotellet klokken 4.30 for at kunne naa en ekspressbus og derfra stod den ellers paa faerger, tricycles og jeepneys. Men alt klappede for os uden den store ventetid, saa hen paa eftermiddagen befandt vi os allerede i Iloilo paa Panay Island. Hjemmefra havde vi snakket om evt. at tage et par dages ophold paa Panay, men der var umiddelbart ikke de helt store ting at se ud over den flotte natur som vi fik at se paa busturene. Allerede naeste morgen valgte vi at tage videre mod Caticlan og derfra med pumpboat til vores endelige destination; Boracay.

Sikke et syn der moedte os, da vi ankom. White beach, turkisblaat hav, palmetraeer, bambusbaade og en masse boern der var ude at bade. Allerede ved ankomsten var vores forventninger indfriet.

Vi fik os hurtigt indlogeret paa et billigt og centralt beliggende pension house, og derefter stroeg vi direkte i vandet.
De fem foelgende dage stod paa beachvolley, badning, afslapning i bloede pudder og en masse milk shakes. En dag tog vi paa en rigtig dejlig baadtur, hvor vi var ude at snorkle paa et rigtig godt samt flot rev, og blev sat af paa en super laekker strand i et par timer.
En af de sidste dage fik nogle af os windsurfing undervisning, hvilket baade vagte begejstring og indre frustrationer naar sejlet ikke ville makke ret.
Langt de fleste aftener tilbragte vi paa Bom Bom bar som ligger lige ned til vandet. Stedet er ejet af en masse rasta / reggae – maend der hver aften spiller live musik og faar drukket en masse rom. Et sted med en fantastisk atmosfaere og ikke mindst, god musik.

De foerste dage var lidt forunderlige for os allesammen. Vi har boet i Cebu i naesten 3 maaneder og er blevet vant til at leve i smog, blandt fattigdom og sammen med de lokale. Pludselig fandt vi os selv i det stoerste turistmekka med halskaeder, bikinier, badedyr og japanere.....rigtig mange japanere! Der var ogsaa et stort antal hvide europaeisk udseende mennesker, og vi tog os selv i flere gange at sidde og stirre paa dem, fordi vi i saa lang tid har vaeret vant til hovedsagligt kun at se filippinere.

Vi havde nogle skoenne dage, hvor vi virkelig noed det gode vejr, de gode strande og at vaere rigtige turister. Selvom vi havde slappet af i en hel uge, var vi alle godt tilfredse med at kunne saette sig ind i et fly og flyve hjem til Cebu paa en time, i stedet for at tage den lange tur hjem med alle de mange faerger og busser.

Flyet vi skulle med var et meget lille propelfly, hvilket vi ikke taenkte saa meget over. Men da vi havde sat os, flyet var startet og der pludselig vaeltede roeg ud fra loftet kiggede vi noget forundret rundt. Men ingen sagde noget og alle saa helt afslappede ud. Da vi spurgte stewardessen smilede hun bare til os og sagde:”Halloween”. Det viste sig at det heldigvis bare var en lidt gammeldags form for aircondition.

Det har vaeret en uges fantastisk tropeferie med afslapning, badning og masser af sol, og nu har vi faaet ladet op til undervisning paa Cabancalan National High School hvilket vi alle glaeder os meget til.

Sunday, October 30, 2005

Billeder fra en gaatur i Cebu City downtown.

Vi moedte en hel familie der arbejder med at fjerne urenheder fra kul, og sortere det i poser. Den yngste derinde var omtrent 2 aar gammel.
Alle er noedt til at arbejde, ogsaa selvom de har helt smaa boern. Dette betyder at spaedboern i aeblekasser og papkasser i gaderne desvaerre ikke er et saersyn.
3 piger paa gaden der hygger sig med kortspil. Pigen til venstre genkendte vi fra vores besoeg i busskolen, der samler gadeboern op og underviser dem.

Besoeg i kvindefaengsel

Vi spiller og synger sammen med de indsatte. Saerligt "Leaving on a jetplane" vakte stor begejstring.
3 kvinder der var meget stolte over at blive fotograferet.
Langt de fleste forlod cellen, for at komme ned og synge sammen med os.

Friday, October 28, 2005

De indsatte arbejder hver dag med at lave halskaeder til en Filippinsk eksportoer, og har derved mulighed for at tjene (en meget lille sum) penge. Inden vi tog hjem bad de os om at vaelge en halskaede hver. Et udtryk for stor taknemmelighed fra deres side, eftersom halskaederne normalt ikke maa saelges eller foraeres vaek af hensyn til hemmeligholdelsen af designs.

Besoeg i Kvindefaengsel

Ved hjaelp af Flemmings kontakter her I Cebu City, havde vi fredag d. 14/10 mulighed for at komme ud og besoege et kvindefaengsel.

Flemming og Marie (fra NGO ”Channel of Hope”) hentede os i bil klokken 8, hvorefter turen gik mod faengslet. Vi havde aftalt med dem at ”kravet” for at kunne komme med var, at vi sang og spillede musik for de indsatte. Det er et krav, fordi vagterne skal have en grund til at man kommer derind.
Eftersom vi ikke anede hvor mange vi skulle spille for, eller under hvilke forhold, var vi mildest talt ret spaendte paa hvad der ventede os.

Paa vej derud fortalte Flemming at deres organisation tager derud hver fredag for at synge for dem, vise en film de selv medbringer eller for at holde religioes messe. Dette betyder at de har et rigtig godt forhold til ansatte saa vel som de indsatte.
Faengslet har omtrent 220 indsatte og rummer alt fra doemte mordere til uskyldigt straffede der venter i aarevis paa rettergang.
Faengslet er af en ”rimelig” (filippinsk) standard hvad angaar fangernes levevilkaar og faengslets vedligeholdelse, hvilket nok ogsaa er aarsagen til at vi maatte se det.

Da vi kom derud koerte vi direkte ind – ingen kropsvisitation eller anden form for kontrol, hvilket vi studsede meget over, da de ellers kontrollerer alle tasker bare man skal handle.- Men tilsyneladende kender de Flemming saa godt, at de ikke finder det noedvendigt.

Det foerste rum vi traadte ind i, var et lille faellesrum, hvor der var sat en masse plasticstole frem. Efter vi ankom, kom de indsatte stroemmende til, og satte sig over alt hvor de kunne finde et hjoerne at sidde paa.
Marie introducerede os for alle kvinderne, hvorefter vi sang og spillede 3 sange for dem. Saerligt ”Leaving on a jetplane”, som de alle kendte, var et stort hit.
Det var meget tydeligt, at de virkelig noed et frisk pust udefra, og sang med saa godt de nu kunne.
Efter vores sang, spillede Marie et kasettebaand hvor en filippinsk indsat fra Manilla fortalte en historie fra hendes liv som indsat, til hvordan hun nu var rehabiliteret og levede et godt liv. Flere af de indsatte blev meget beroert af at hoere baandet, og flere af dem broed sammen undervejs. Det var ganske forfaerdeligt at sidde og se paa de kvinder og taenke paa hvad der mon farer igennem deres hoveder i den situation, og hvordan de dog er endt der.

Efter denne session blev der, til meget stor glaede for kvinderne, taget en masse billeder af os sammen med de indsatte, hvorefter vi gik en lille tur med vagten for at se cellerne og snakke lidt med de indsatte.
De indsatte bor i celler paa cirka 40 kvm. hvor alt foregaar. Derinde har de et hul i jorden som toilet og det er der derinde de vasker toej, arbejder og sover. Cellerne saa ved foerste oejekast forholdsvis store ud, men da de fortalte at der bor 30 eller derover i hver celle, virkede det pludselig helt absurd. Der er 8 senge i hver celle, og det er de indsatte der har vaeret der i laengst tid, der har ”ret” til sengene. Resten sover paa gulvet.
Paa turen rundt med vagten, saa vi pludselig en ekstremt tynd kvinde, der laa og sov paa betongulvet mit ude paa gangen, laenket fast med haandjern til et jerngitter nede ved jorden. Vi spurgte vagten hvorfor hun laa der og vagtens svar var, at hun var skoer! Synet af denne kvinde var meget voldsomt, og man kunne virkelig maerke hvordan man inderst inde ikke kan tolerere denne form for afstraffelse. Senere saa vi en kvinde mere der var laenket fast paa samme maade.

Faengslet har en aftale med at smykkefirma, som leverer materialerne til en masse halsskaeder, som de indsatte saa laver. Kvinderne tjener en lille smule pr. halsskaede de laver – men grundlaeggende er det staten der tjener paa denne forretning. Men uanset hvad, virkede det som om, at det - trods det yderst udnyttende aspekt - var godt for kvinderne at have noget at give sig til.
Da vi skulle til at gaa, spurgte vi om vi kunne koebe nogle halsskaeder, for at stoette dem. Men det endte med at vi allesammen kunne vaelge en halsskaede helt gratis. Vi insisterede paa at betale for dem, hvilket de dog afslog.

Paa vejen hjem kunne man ikke lade vaere med at taenke paa, hvad der dog har foert disse kvinder til dette sted. Flemming fortalte, at for langt de flestes tilfaelde er det fattigdom der har foert dem ud i kriminalitet, og at hvis man har penge nok, kan man praktisk taget koebe sig ud af faengslet uden rettergang. Omvendt fortalte han om kvinder som sidder inde i op til 7 aar uden rettergang, hvorefter de ved retten finder dem uskyldige og sender dem ud paa gaden uden nogen form for stoette eller kompensation for politiets fejltagelse.
I faengslet talte vi da ogsaa med en 22 aarig pige, der havde siddet inde i 2 aar og 2 mdr. og stadig ventede paa sin rettergang. Hendes sag var endnu ikke blevet hoert.-Dette lader til at vaere en gennemgaaende tendens i det filippinske retssystem.

Det absurde ved koereturen derud og hjem er, at man koerer igennem omraadet ”Beverly Hills” som er stedet for de aboslut rigeste i hele Cebu og omegn. Her kan de stoerste huse i Nordsjaelland ikke engang foelge med. Naar fangerne skal ind til byen for at have proevet deres sag, koerer de igennem dette omraade. Et omraade der om noget afspejler materialisme og rigdom – den direkte og mest yderligtgaaende kontrast til deres eget liv.

Besoeget i faengslet var en meget stor og roerende oplevelse. Og at kunne glaede de indsatte ved at spille, synge og tale med dem er helt ubeskriveligt.

Et par uger senere tog vi derud igen og spillede og sang for dem, og foraerede dem en ny mikrofon (fordi deres mikrofon de bruger til gaestebesoeg ikke virker) som tak for de flotte halskaeder vi fik paa vores sidste besoeg.

Undervisning paa Boys High

I perioden 3-14 oktober underviste vi paa Boys High. Dette er ligesom Girls High en del af University of San Carlos, men som navnet antyder, en skole kun for drenge. Foerst i dette skoleaar er de begyndt at acceptere piger, og i de klasser hvor vi underviste var der kun drenge.

Vi var igen opdelt i to grupper, denne gang var Jette, Christina og Jette tilknyttet en 3. klasse i engelsk imens Jens og Lasse underviste paa High school i faget MAPEH ( Music, Arts, Physical Education and Health ).

Tredje klassen vi var inde i var en ’honor’ klasse, hvilket vil sige at de har samlet de bedste elever paa en aargang og sat dem i en klasse. Det var tydeligt at se at de generelt er bedre end gennemsnittet, hvilket var meget ioejenfaldene fx i forbindelse med gruppearbejde. - Modsat hvad vi saa paa Girls High var de her bedre til at samarbejde og alle i gruppen var engagerede. Naar der var almindelig tavleundervisning var eleverne ogsaa langt mere engagerede og laereren behoevede ikke at hive svarene ud af eleverne.
Vi kom ind midt i et forloeb, som laereren gerne ville goere faerdig hvilket resluterede i at vi kom til at undervise mindre end paa Girls High. Til gengaeld fik vi lov til helt at bestemme emne og didaktik. Paa grund af den mindre undervisningstid og for at faa et mere indgaaende kendskab til det store antal drenge, lavede vi et forloeb om sport og venskab - hvor stoerstedelen af tiden foregik i tre grupper hvor vi hver var tilknyttet en gruppe.
Efter en lille uges undervisning, maatte vi desvaerre bekaende at vi paa nogle punkter, havde undervurderet elevernes faglige niveau. Eleverne udviste stor forstaaelse og interesse for vores emne og forstod at inddrage deres egne personlige oplevelser hvilket vi ikke havde forventet eftersom erfaringen hernede har vaeret at de er meget daarlige til at respondere og taenke individuelt. Men samlet set var den faglige udfordring for eleverne ikke stor nok.
Vi havde tidligere undervist samme alderstrin, men maatte erkende at vores erfaring med at finde niveaudelingen i ”honour” og de andre klasser endnu ikke var stor nok.

Drenge-gruppen var modsat pigerne ikke tilknyttet en bestemt klasse.Vi underviste elever i alderen 14-16 aar, primaert i P.E. (Idraet).
En klasse har P.E. 4 gange i ugen, 3 lektioner med teori, og en lektion de kalder ”playday”. De 3 teori-lektioner foregaar i klassevaerelset, hvor diverse sportsgrene bliver grundigt gennemgaaet. Dette er ligefra sportens oprindelsen til regler og taktikker.
Playday er elevernes eneste mulighed for at have fysisk idraet. Her vaelger de selv hvilken sport de vil lave, mens laereren ser til.
Vi undervidste hovedsageligt i fodbold, og gennemgik det ned til mindste detalje i teori-timerne. Det virkede helt absurd at undervise paa den maade. Men pga de mange elever i hver klasse og manglen paa redskaber og plads, er denne metode en noedvendighed.
Dette fik vi selv at maerke da vi skulle undervise 50 drenge i volleyball. Vi havde 10 bolde, en enkelt bane som er tegnet op paa beton underlag og masser af unge bevaegelige knaegte. At komme til oerenlyd var et problem, ikke blot fordi drengene larmede, men ogsaa fordi banen ligger midt i skolegaarden med mange andre elever igang paa samme tid. Ydermere ”stjal” vi ogsaa elevernes valgfrie ”playday”.
Generelt havde vi et rigtig godt ophold, vi blev udfordret og blev til tider noedt til at tale med store ord, men til gengaeld fik vi undervidst en masse.

Fredag d.14 oktober evaluerede vi opholdet paa Boys High. Ligesom ved evalueringen paa Girls High var Father Ted og Malou Galios til stede. Derudover var vores tilknytningslaerere, rektor Mrs. Datan og et par unge laerer, paa father Teds opfordring.
Da Boys High ligesom Girls High er en del af University of San Carlos var der mindre at fokusere paa, til denne evaluering, da meget var blevet diskuteret paa Girls High. Det der for os, var den stoerste forskel, var paa det organisatoriske omraade hvor kommunikationen til tider svigtede. Dette resulterede i at vi et par gange moedte op forgaeves, og andre gange ikke blev informeret i tide om lektioner vi skulle undervise i. Det var en stor frustration for os, men til evalueringen valgte vi at fokusere paa andet da filippinerne ikke lever i en skemalagt hverdag, som vi, og derfor kunne vi let fornaerme dem.

Naar vi ser bort fra vores frustration omkring planlaegningen, har vi vaeret rigtig glade for at vaere paa Boys High og isaer det at undervise udelukkende drengeklasser er en erfaring vi nok aldrig vil kunne faa derhjemme. For os var det spaendende at observere hvordan klasserne rent socialt fungerede uden piger. I tredje klasse virkede det ikke til at spillet mellem piger og drenge i en klasse manglede og selvom det var rene drenge virkede de til at vaere bedre kammerater end de klasser vi besoegte paa Girls High. Modsat tredje klasse virkede det til at spillet mellem drenge og piger manglede i High School. Til gengaeld var der mange saakaldte ”drenge-piger”. En laerer forklarede at disse ”drenge-piger” har paataget sig denne rolle i mangel paa piger. Dog mente selvsamme laerer at optagelsen af piger paa Boys High ville have daarlig indflydelse paa drengene da de ville blive ukoncentrerede og stoejniveauet dermed ville stige.

Et par gode uger med mange og spaendende udfordringer.

Weekendtur til Negros og Apo Island

Rejsen er godt i gang og Christina og Jens tager en skraber i en Jeepney. Foerste stop paa turen er Dumaguette paa Negros Island.

Negros

Vi er koert med motorcykler gennem et helt fantastisk landskab af bjerge og jungle, for at ende paa toppen af bjerget hvor Twin lakes ligger.

Apo Island

Vi sejler med pumpboat mod Apo Island.
Et lille hvil paa en varm gaatur.
Et billede af oeens eneste landsby ved navn Apo.
Sidste aften paa Apo Island nyder vi en kold oel i solnedgangen, inden turen naeste dag gaar mod Cebu City.

Wednesday, October 19, 2005

Weekendtur til Negros og Apo Island.

Onsdag den 28/9 var store rejsedag. Turen gik foerst med faerge til Dumaguete paa nabooeen Negros, vest for Cebu. Efter et godt mexicansk maaltid i Dumaguete tog vi en tricycle til et lille hostel, som laa lidt udenfor byen. Her blev vi vel modtaget af en halv beruset amerikaner og hans filippinske kone som ejer stedet Private Garden. Ejeren var meget hjaelpsom og gav os endda den store suite til billige penge, da der ikke var andet ledigt. Endvidere hjalp han os med forberedelserne til morgendagsens tur, som gik mod nationalparken Twin Lakes.

Naeste morgen stod vi meget tidligt op og koerte med lokal bus mod Twin Lakes. Vi stod af ved vejen som foerer op mod de to soeer, som ligger i nationalparken. Vi havde hoert at der skulle vaere 15 km op til soeerne, hvilket virkede lidt langt, da vi ogsaa skulle ned igen. Derfor besluttede vi os for at faa et lift af to lokale motorcykler, som koerte den naturskoenne vej til toppen. Her begyndte det at staa ned i staenger, saa vi greb hver til en alternativ paraply-palmeblad. De to kratersoeer var omgivet af jomfru regnskov, hvilket var flot, men ikke noget saerligt. Til gengaeld var gaaturen ned helt fantastisk, da vi her havde tiden til at nyde den pragtfulde udsigt samt snakke med lokalbefolkningen. Da vi naeede tilbage til hovedvejen var vi alle godt traette i foedderne og tog en jeepney til Dumaguete. Vi besluttede os for at blive en ekstra nat, for at slappe af inden turen gik videre til naeste destination. Om aftenen udforskede vi universitetsbyen Dumaguete, hvor stemningen var i top paa den hyggelige strandpromenade.

Dagen efter hyrede vi en lille bananbaad, som sejlede os til den lille vulkanoe Apo Island. Oeen er kendt for at have nogle af de bedste dykkersteder paa hele Filippinerne, hvilket i den grad ogsaa er sandt. Vi indlogerede os paa Apo Beach Resort, hvor vi fik et lille dorm oppe under loftet. Her havde vi udsigt over det turkisblaa vand.

De to naeste dage slappede vi af paa oeen, som stortset kun bestaar af vores resort og den lille lokale landsby. Tiden gik med dykning, snorkling og solbadning paa stranden, hvilket vi noed i fulde drag. Desuden besoegte vi landsbyen, hvor vi fik hilst paa de fleste af de venlige indbyggere. Den sidste aften, noed vi den smukke solnedgang med en kold San Miguel i haanden, hvilket var en dejlig afslutning paa vores solrige ophold paa Apo Island.

Naeste morgen tog vi bananbaaden tilbage til ”fastlandet”, hvor vi havde planlagt at tage faergen tilbage til Cebu. Desvaerre var faergen sejlet en time tidligere end vi var blevet fortalt, derfor aendrede vi vores planer. Vi tog en tricycle sydpaa, hvorfra vi sejlede med en pumpboat til den sydlige spids af Cebu oeen. Herfra tog vi den tre timers lange bustur op ad oestkysten til Cebu City, en smuk men meget varm tur.

Alt i alt havde vi en rigtig god tur, hvor vi baade fik slappet af, dykket og gaaet lange ture, det var rart at komme lidt vaek fra storbyens os. Saa var vi klar til vores to ugers praktik ophold paa Boys High.

Monday, October 10, 2005

Mobile School

Da det ikke var tilladt at fotografere i forbindelse med busskolen, fik vi kun tilladelse til dette ene billede i bussen, hvor boernene vendte ryggen til. Her koerte vi rundt og samlede gadeboernene op.

En dejlig overraskelse og besoeg paa busskolen

Dagen efter besoeget paa boernehjemmet havde Flemming arrangeret at vi kunne komme med busskolen.

Vi ankom til et hus, hvor busserne holdt udenfor, men inden vi naaede at tale med nogen, kom alle boernene fra boernehjemmet lige pludselig stormende hen imod os. Det viste sig at det hus de var i dagen foer var et midlertidigt ophold, fordi deres oprindelige boernehjem var ved at blive sat i stand. Saa deres egentlige boernehjem er faktisk det samme sted som busskolen holder til.
Det kan slet ikke beskrives saa skoent det var at se boernene igen, og at se hvordan de loeb os imod og hoppede op og ville have kram. Virkelig dejligt – men ogsaa lidt trist fordi man jo ved at det er en kort forbindelse, og at boernene snart skal sige farvel til os, som de har gjort med saa uendeligt mange andre foer i deres korte liv.

Busskolen er delvist financieret af regeringen og diverse NGO’s (Non Governmental Organisations).
2 busser koerer rundt i byens mest fattige omraader; ved havnen, carbon og hele downtown, og samler boern op.

Vi blev fordelt i de to busser og koerte ellers de ruter igennem inden vi endte paa en parkeringsplads ved havnen, som danner ramme for skolen.
Den dag vi koerte med, blev der samlet godt 100 boern op, i alderen 3-7 aar. De foerste par timer bruger de altid paa at lege, feje omraadet hvor de skal vaere og om eftermiddagen faar boernene forskellige former for undervisning inden for hygiejne, engelsk osv.

Boernene her var i mindst lige saa daarlig forfatning som boernene paa boernehjemmet. Naesten alle boern havde helt sorte og raadne maelketaender, og havde helt nedslidte klip klapper paa, der i langt de flestes tilfaelde var op til 10 numre for store.

Boernene her talte heller ikke engelsk, men det lykkedes os alligevel ved hjaelp af et par filippinske hjaelpere at faa styr paa nogen navne. Det hjalp ogsaa at flere af de smaa drenge snakkede om superhelte – og uanset om man taler samme sprog, saa kan man altid lave lidt fakter naar man taler om batman, spiderman og superman.

Efter et par timer sagde vi farvel til boernene og gik derfra; igen med en blanding af vemod og glaede over moedet med boernene.

Besoeg paa boernehjem

Et kaotisk faellesbillede med de fleste af boerne, Torben, Rikke og os. Den aeldeste dreng paa boernehjemmet fik lov at tage billedet og var bagefter pavestolt!!
Vi legede en masse lege med boernene, hvilket paa trods af den sproglige barierre var en kaempe succes. Her leger vi sanselege.
Bantex Danmark har sponsoreret en stoerre maengde blyanter, kuglepenne mm. hvilket disse boern fik glaede af. Boernene fik en kuglepen hver og var baade stolte over at have deres egen, og begejstrede for at tegne og laere bogstaver.