Studieophold - Filippinerne 2005

2005-12-14T09:51:00.000-08:00

Paa dette site finder du billeder og beskrivelser fra vores ophold paa Filippinerne.

Quote

2005-12-04T07:45:00.000-08:00

Meningen med dét vi gør............

Tilbage i Danmark

2005-12-04T07:38:00.000-08:00

Efter studieopholdet rejste vi rundt i 3 uger inden vi tog hjem. Vi tog til det nordlige Luzon for at se risterrasserne, til Calamian Islands og Palawan.
Billederne nedenfor er fra de sidste 3 ugers rejse.

Vi er alle tilbage i Danmark igen, og er så småt ved at være klar til at starte på studiet igen.
Er der spørgsmål eller kommentarer er I mere end velkomne til at kontakte os.

Med venlige hilsen
Jette, Jens, Lasse, Christina og Gitte

2005-12-04T07:36:00.000-08:00

Fire aeldre mennesker, med den traditionelle folkedragt fra Ifugao-provinsen, ved risterrasserne.

2005-12-04T07:35:00.001-08:00

Portraet af en Ifugao-kvinde

2005-12-04T07:35:00.000-08:00

Verdens ottende vidunder: Risterrasserne!

2005-12-04T07:34:00.000-08:00

Paa en baadtur lavede baadejeren BBQ med tunfisk for os. Her spiser han oejet, som efter hans opfattelse er den stoerste delikatesse

2005-12-04T07:32:00.000-08:00

Glen fra New Zealand og Lilli fra Schweitz. - To meget erfarne globetrottere med mere end 50 lande bag sig. Vi rejste godt en uge sammen med dem, og havde en masse fantastiske stunder sammen.

2005-12-04T07:31:00.000-08:00

Billedet er fra en baadtur i El Nido paa Palawan. Oeen blev brugt til den danske Robinson-ekspedition 2001.

2005-12-04T07:29:00.000-08:00

Solnedgang paa Calamian Islands.

2005-12-04T07:28:00.000-08:00

Vi besoegte Iwahig faengslet i Puerto Princessa paa Palawan. Faengslet er meget alternativt og bygger paa princippet om at jo mere man arbejder og yder, desto flere rettigheder faar man. Enkelte fanger har saagar deres familier derinde.

Studieopholdet er hermed vel overstaaet

2005-11-11T16:49:00.000-08:00

Saa har vi haft sidste evaluering paa USC. Alt er gaaet godt, vi har laert en masse og har haft gode muligheder for at afproeve laerergerningen.

Nu staar den paa ferie i 3 uger inden vi vender snuden hjem mod Danmark og ankommer i Kastrup d. 2. December klokken 9.45.

Hjemmesiden vil blive opdateret naar vi kommer hjem, med flere billeder, evalueringer, og rejsebeskrivelser.

2005-11-11T16:47:00.001-08:00

Jens, Lasse og Christina underviser i engelsk.

2005-11-11T16:47:00.000-08:00

Jens og Gitte underviser i PE(Physichal Education)

2005-11-11T16:46:00.000-08:00

Efter vores ophold paa Cabancalan blev vi inviteret ud at spise med laererstaben. Vi havde nogle enormt hyggelige timer, hvor der blev taget en masse billeder.

2005-11-11T16:45:00.000-08:00

Afsked og gaver til sidste evaluering paa USC.

Undervisning paa Cabancalan National High School

2005-11-11T16:41:00.000-08:00

I perioden 17/10 til 09/11/05 underviste vi Cabancalan National High School, som er en public-school. Til skolen er der tilknyttet en elementary school, hvor der gaar ca 1500 elever, paa high school er der ca. 2200 elever som gaar i skole om dagen og 250 elever der er tilknyttet aftenskole. Endvidere er der 48 laerere som underviser paa High school niveau. Alt i alt knap 4000 elever der er presset sammen paa et omraade paa stoerrelse med en dansk skolegaard og skolen har i det hele taget ikke mange midler tilraadighed - ikke engang rektor har et kontor eller laererne et laerervaerelse.

Vi havde igen fordelt os i to grupper, Gitte og Jens samt Jette, Lasse og Christina. Begge grupper underviste og observerede i to faste engelsk- og to MAPEH klasser (music, arts, physical education og health).

Begge grupper observerede foerst i 2-3 dage, hvorefter vi begyndte at undervise, som desvaerre kun blev til fire dage. Faelles for vores observationer har vaeret det store antal af elever i klasserne, stoejniveauet - der isaer udenfor var uacceptabelt at undervise under - samt elevernes opfoersel der bar praeg af respekt og nysgerrighed overfor os.
I alle vores klasser har begge grupper startet med at introducere sig selv og Danmark. Det var tydeligt at eleverne flere gange blev overrasket, eksempelvis over vores velfaerdssystem, og at de generelt udviste stor interesse.

Tremands gruppen havde en engelsk klasse indenfor og en udenfor; paa den overdaekkede basketball bane, og det samme var gaeldende for deres MAPEH klasser. Begge engelsk klasser havde Mam Janeth som laerer, og hun gav forholdsvis frit udspil til undervisningen. I klassen indenfor, som var en foersteaars high school klasse, valgte vi at faa eleverne til at analysere en nyhedsudsendelse. Det generelle for denne klasse var at det var meget svaert at faa noget ud af eleverne ogsaa paa trods af at de havde forberedt sig hjemmefra. Dette skyldes hovedsageligt en blanding af at klassen var en ”lavt rangeret klasse”, at eleverne havde svaert ved at udtrykke sig paa engelsk og at de dermed ikke ville ”udstille” sig selv for resten af klassen og os.

Udenfor i vores andenaars engelsk klasse, var eleverne placeret paa en tribune. Vi forsoegte at foere en meget sproglig undervisning om ”Familie og forholdet mellem boern og foraeldre”, som vi nu kan se var en forkert prioritering. For det foerste var der oftest 10 klasser udenfor, og klasserne begyndte og sluttede ikke samtidig saa mens vi underviste var der andre der havde pause. Dette var tydeligvis distraherende for eleverne og samtidig havde de ogsaa svaert ved at hoere laereren. Selve emnet var for os enormt spaendende, da deres forhold til familien er staerkere og mere vigtigt end det vi kender til. En af deres skriftligeopgaver loed paa at de skulle beskrive deres forhold til familien hvor et gennemgaaende svar har vaeret; ”Jeg respektere mine foraeldre fordi de arbejder haardt saa jeg kan gaa i skole” og baade drenge og piger tog det som en selvfoelge at de skulle hjaelpe til i hjemmet. En anden opgave, de blev stillet var, at de skulle skrive hvad deres realistiske droemme var, hvor flere svarede: ”Jeg vil arbejde haardt, saa jeg kan tage mig af mine foraeldre...” og ”Jeg vil gerne hjaelpe de fattige”.
Under omstaendighederne var vi helt igennem tilfredse med elevernes indsats. Hvis vi skulle forsaette vores undervisning ville vi skifte undervisningsstrategi og indfoere mere skriftligt arbejde i undervisningen, da vi hermed bedre kunne naa ud til og aktivere hele klassen.

I vores MAPEH-klasser var vi, ligesom den anden gruppe, heldige at vaere tilknyttet Sir Mario. Han var en stor inspiration for os, da han var i stand til at undervise med stor gejst og han braendte tydeligvis for sit arbejde (ulig mange af de andre laerere). Hans personlighed og glaede var smittende, og det var tydeligt at hans elever var meget bedre til at udtrykke sig og vise engagement i timerne.
Som idraetslaerer havde Sir Mario ingen muligheder for at lave fysiske aktiviteter med eleverne, da basketball banen blev benyttet til undervisning. Dog var der plads til at der kunne undervises i dans, og han blev meget begejsteret, da vi valgte at undervise i Les Lanciers. Vores 70 elever i et klasselokale kan virke ”overkommeligt”, men naar de alle skal aktiveres fysisk og alt skal koordineres virker opgaven snart uoverskueligt. Da vi foerst fik stillet eleverne op, var det hovedsageligt varmen og stoejniveauet fra omgivelserne der var en udfordring, da eleverne var overraskende gode til at koncentrere sig og til at laere de nye trin. Dette var en helt fantastisk oplevelse og vi noed det meget.

Paa trods af at vores ophold paa Cabancalan blev forkortet, har det vaeret en af de stoerste oplevelser at vaere paa en public school. Lige fra begyndelsen maerkede vi deres gaestfrihed og aabenhed og det var tydeligt, at de ville goere alt for at vi ville faa et behageligt ophold. Eksempelvis blev vores pauser flere gange forlaenget fordi de insisterede paa at give os burger, cola, spaghetti ect. og dette resulterede i at vi til tider kom for sent til undervisningen.
Vi tager hatten af for laererne, da de udfoerer et kollosalt stykke arbejde. Paa grund af omstaendighederne virker flere laerere udbraendte og deres glaede ved at undervise er ikke overvaeldende. Men vi har ogsaa moedt laerere som stadig har motivationen og det er dem der giver eleverne meningen med at gaa i skole.

Vi foeler at opholdet paa Cabancalan har givet os mere end vi havde forventet. Det har for det foerste sat tingene i perspektiv og vist os at den rigtige strategi betyder alt. I fremtiden skal vi huske, at vi i Danmark er priviligeret ved at have en folkeskole som har faciliteterne og midlerne til at give den bedste undervisning – hvilket Cabancalan (og Filippinerne) kun kan droemme om.

Fritid i Cebu City

2005-11-07T04:57:00.000-08:00

Gennem hele opholdet har vi traenet hos Ala Gym i Fight Club. Til venstre er vores ukuelige og jernhaarde traener Carmen paa bare 18 aar. Nick og Judith vikarierer indimellem for Carmen.

2005-11-07T04:53:00.000-08:00

En Loerdag inviterede vi alle traenerne fra Ala Gym med ud at drikke en oel. Turen gik foerst til "Mountainview" hvor vi sad et par timer med udsigt over hele Cebu, hvorefter vi koerte ned i byen og sang en masse kareoke.

2005-11-07T04:49:00.000-08:00

Gennem Ala Gym fik vi mulighed for at koebe VIP billetter til et stort boksestaevne i Mandaue Sports Complex. Billetterne gav pladser ved ringen, hvilket betoed at vi sad paa foerste raekke til upper cuts, sved, spyt og knock outs. Christina blev kaldt op i ringen fordi hun vandt sponsorgaver, og dagen efter blev det hele sendt i fjernsynet.

2005-11-07T04:44:00.000-08:00

En Ala Gym - bokser vinder baeltet.

2005-11-07T04:43:00.000-08:00

Jens og Lasse spiller et par gange om ugen fodbold med en masse velhavende europaerere, bosat paa Filippinerne. Direktoeren for Timex spiller med og laegger baner til.

2005-11-07T04:39:00.000-08:00

Og saadan ser 3 danske maend ud efter tre kvarters fodbold i 30 graders varme!

2005-11-07T04:38:00.000-08:00

Fantastiske Alma og Reian der arbejder i receptionen paa hotellet hvor vi bor. De er altid glade og klar paa en frisk bemaerkning.

2005-11-04T00:00:00.000-08:00

Det er somme tider en blandet fornoejelse at vaere 5 i en taxa!

2005-11-03T23:57:00.000-08:00

Paa grund af vores kontakt til en Filippinsk anerkendt designer, blev vi inviteret til et stort modeshow og efterfoelgende afterparty.

Tur til Boracay

2005-11-01T22:05:00.000-08:00

White Beach med masser af sol og glade boern i vandet.

2005-11-01T22:03:00.000-08:00

Paa sejlturen rundt om Boracay blev vi sat af paa en oede og meget smuk strand.

2005-11-01T22:02:00.000-08:00

Almen afslapning i vandkanten.

2005-11-01T22:01:00.000-08:00

Vi spiller beachvolley og faar hjaelp til at hente bolden af de to boern i forgrunden.

2005-11-01T22:00:00.000-08:00

En formiddag med regn kan vaere helt befriende paa grund af varmen og solens staerke straaler. Her sidder vi paa en indisk restaurant og nyder livet med boeger, milk shakes og musik.

2005-11-01T21:56:00.000-08:00

Aftenhygge ved vandet.

2005-11-01T21:55:00.000-08:00

Solnedgang.

2005-11-01T21:47:00.000-08:00

2 af musikkerne fra Bom Bom bar. De er altid glade og med paa lidt af hvert. Bemaerk at rom-flasken staar umiddelbart inden for raekkevide.

2005-11-01T21:46:00.001-08:00

Vi nyder musikken og stemningen paa Bom Bom bar.

2005-11-01T21:46:00.000-08:00

Aftenstemning paa Boracay.

Tur til Boracay

2005-11-01T21:38:00.000-08:00

Paa grund af eksamener og diverse helligdage havde vi, sidst i oktober, 2 ugers ferie til fri afbenyttelse. Det var den oplagte mulighed for, at tage paa en laengere udflugt.
Boracay skulle efter sigende have Filippinernes smukkeste strande og er til dags dato paa landets top 3 liste over besoegte destinationer. Alle Filippinere ved hvad Boracay er, og alle droemmer om at komme dertil. – Derfor valgte vi at bruge en uges ferie paa Boracay!

Turen derover valgte vi at tage med offentlige transportmidler og med et stop paa Panay Island. Vi tog afsted fra hotellet klokken 4.30 for at kunne naa en ekspressbus og derfra stod den ellers paa faerger, tricycles og jeepneys. Men alt klappede for os uden den store ventetid, saa hen paa eftermiddagen befandt vi os allerede i Iloilo paa Panay Island. Hjemmefra havde vi snakket om evt. at tage et par dages ophold paa Panay, men der var umiddelbart ikke de helt store ting at se ud over den flotte natur som vi fik at se paa busturene. Allerede naeste morgen valgte vi at tage videre mod Caticlan og derfra med pumpboat til vores endelige destination; Boracay.

Sikke et syn der moedte os, da vi ankom. White beach, turkisblaat hav, palmetraeer, bambusbaade og en masse boern der var ude at bade. Allerede ved ankomsten var vores forventninger indfriet.

Vi fik os hurtigt indlogeret paa et billigt og centralt beliggende pension house, og derefter stroeg vi direkte i vandet.
De fem foelgende dage stod paa beachvolley, badning, afslapning i bloede pudder og en masse milk shakes. En dag tog vi paa en rigtig dejlig baadtur, hvor vi var ude at snorkle paa et rigtig godt samt flot rev, og blev sat af paa en super laekker strand i et par timer.
En af de sidste dage fik nogle af os windsurfing undervisning, hvilket baade vagte begejstring og indre frustrationer naar sejlet ikke ville makke ret.
Langt de fleste aftener tilbragte vi paa Bom Bom bar som ligger lige ned til vandet. Stedet er ejet af en masse rasta / reggae – maend der hver aften spiller live musik og faar drukket en masse rom. Et sted med en fantastisk atmosfaere og ikke mindst, god musik.

De foerste dage var lidt forunderlige for os allesammen. Vi har boet i Cebu i naesten 3 maaneder og er blevet vant til at leve i smog, blandt fattigdom og sammen med de lokale. Pludselig fandt vi os selv i det stoerste turistmekka med halskaeder, bikinier, badedyr og japanere.....rigtig mange japanere! Der var ogsaa et stort antal hvide europaeisk udseende mennesker, og vi tog os selv i flere gange at sidde og stirre paa dem, fordi vi i saa lang tid har vaeret vant til hovedsagligt kun at se filippinere.

Vi havde nogle skoenne dage, hvor vi virkelig noed det gode vejr, de gode strande og at vaere rigtige turister. Selvom vi havde slappet af i en hel uge, var vi alle godt tilfredse med at kunne saette sig ind i et fly og flyve hjem til Cebu paa en time, i stedet for at tage den lange tur hjem med alle de mange faerger og busser.

Flyet vi skulle med var et meget lille propelfly, hvilket vi ikke taenkte saa meget over. Men da vi havde sat os, flyet var startet og der pludselig vaeltede roeg ud fra loftet kiggede vi noget forundret rundt. Men ingen sagde noget og alle saa helt afslappede ud. Da vi spurgte stewardessen smilede hun bare til os og sagde:”Halloween”. Det viste sig at det heldigvis bare var en lidt gammeldags form for aircondition.

Det har vaeret en uges fantastisk tropeferie med afslapning, badning og masser af sol, og nu har vi faaet ladet op til undervisning paa Cabancalan National High School hvilket vi alle glaeder os meget til.

Billeder fra en gaatur i Cebu City downtown.

2005-10-30T19:36:00.000-08:00

Vi moedte en hel familie der arbejder med at fjerne urenheder fra kul, og sortere det i poser. Den yngste derinde var omtrent 2 aar gammel.

2005-10-30T19:34:00.000-08:00

Alle er noedt til at arbejde, ogsaa selvom de har helt smaa boern. Dette betyder at spaedboern i aeblekasser og papkasser i gaderne desvaerre ikke er et saersyn.

2005-10-30T19:31:00.000-08:00

3 piger paa gaden der hygger sig med kortspil. Pigen til venstre genkendte vi fra vores besoeg i busskolen, der samler gadeboern op og underviser dem.

Besoeg i kvindefaengsel

2005-10-30T19:18:00.000-08:00

Vi spiller og synger sammen med de indsatte. Saerligt "Leaving on a jetplane" vakte stor begejstring.

2005-10-30T19:15:00.000-08:00

3 kvinder der var meget stolte over at blive fotograferet.

2005-10-30T19:14:00.000-08:00

Langt de fleste forlod cellen, for at komme ned og synge sammen med os.

2005-10-28T21:31:00.002-07:00

De indsatte arbejder hver dag med at lave halskaeder til en Filippinsk eksportoer, og har derved mulighed for at tjene (en meget lille sum) penge. Inden vi tog hjem bad de os om at vaelge en halskaede hver. Et udtryk for stor taknemmelighed fra deres side, eftersom halskaederne normalt ikke maa saelges eller foraeres vaek af hensyn til hemmeligholdelsen af designs.

Besoeg i Kvindefaengsel

2005-10-28T00:52:00.000-07:00

Ved hjaelp af Flemmings kontakter her I Cebu City, havde vi fredag d. 14/10 mulighed for at komme ud og besoege et kvindefaengsel.

Flemming og Marie (fra NGO ”Channel of Hope”) hentede os i bil klokken 8, hvorefter turen gik mod faengslet. Vi havde aftalt med dem at ”kravet” for at kunne komme med var, at vi sang og spillede musik for de indsatte. Det er et krav, fordi vagterne skal have en grund til at man kommer derind.
Eftersom vi ikke anede hvor mange vi skulle spille for, eller under hvilke forhold, var vi mildest talt ret spaendte paa hvad der ventede os.

Paa vej derud fortalte Flemming at deres organisation tager derud hver fredag for at synge for dem, vise en film de selv medbringer eller for at holde religioes messe. Dette betyder at de har et rigtig godt forhold til ansatte saa vel som de indsatte.
Faengslet har omtrent 220 indsatte og rummer alt fra doemte mordere til uskyldigt straffede der venter i aarevis paa rettergang.
Faengslet er af en ”rimelig” (filippinsk) standard hvad angaar fangernes levevilkaar og faengslets vedligeholdelse, hvilket nok ogsaa er aarsagen til at vi maatte se det.

Da vi kom derud koerte vi direkte ind – ingen kropsvisitation eller anden form for kontrol, hvilket vi studsede meget over, da de ellers kontrollerer alle tasker bare man skal handle.- Men tilsyneladende kender de Flemming saa godt, at de ikke finder det noedvendigt.

Det foerste rum vi traadte ind i, var et lille faellesrum, hvor der var sat en masse plasticstole frem. Efter vi ankom, kom de indsatte stroemmende til, og satte sig over alt hvor de kunne finde et hjoerne at sidde paa.
Marie introducerede os for alle kvinderne, hvorefter vi sang og spillede 3 sange for dem. Saerligt ”Leaving on a jetplane”, som de alle kendte, var et stort hit.
Det var meget tydeligt, at de virkelig noed et frisk pust udefra, og sang med saa godt de nu kunne.
Efter vores sang, spillede Marie et kasettebaand hvor en filippinsk indsat fra Manilla fortalte en historie fra hendes liv som indsat, til hvordan hun nu var rehabiliteret og levede et godt liv. Flere af de indsatte blev meget beroert af at hoere baandet, og flere af dem broed sammen undervejs. Det var ganske forfaerdeligt at sidde og se paa de kvinder og taenke paa hvad der mon farer igennem deres hoveder i den situation, og hvordan de dog er endt der.

Efter denne session blev der, til meget stor glaede for kvinderne, taget en masse billeder af os sammen med de indsatte, hvorefter vi gik en lille tur med vagten for at se cellerne og snakke lidt med de indsatte.
De indsatte bor i celler paa cirka 40 kvm. hvor alt foregaar. Derinde har de et hul i jorden som toilet og det er der derinde de vasker toej, arbejder og sover. Cellerne saa ved foerste oejekast forholdsvis store ud, men da de fortalte at der bor 30 eller derover i hver celle, virkede det pludselig helt absurd. Der er 8 senge i hver celle, og det er de indsatte der har vaeret der i laengst tid, der har ”ret” til sengene. Resten sover paa gulvet.
Paa turen rundt med vagten, saa vi pludselig en ekstremt tynd kvinde, der laa og sov paa betongulvet mit ude paa gangen, laenket fast med haandjern til et jerngitter nede ved jorden. Vi spurgte vagten hvorfor hun laa der og vagtens svar var, at hun var skoer! Synet af denne kvinde var meget voldsomt, og man kunne virkelig maerke hvordan man inderst inde ikke kan tolerere denne form for afstraffelse. Senere saa vi en kvinde mere der var laenket fast paa samme maade.

Faengslet har en aftale med at smykkefirma, som leverer materialerne til en masse halsskaeder, som de indsatte saa laver. Kvinderne tjener en lille smule pr. halsskaede de laver – men grundlaeggende er det staten der tjener paa denne forretning. Men uanset hvad, virkede det som om, at det - trods det yderst udnyttende aspekt - var godt for kvinderne at have noget at give sig til.
Da vi skulle til at gaa, spurgte vi om vi kunne koebe nogle halsskaeder, for at stoette dem. Men det endte med at vi allesammen kunne vaelge en halsskaede helt gratis. Vi insisterede paa at betale for dem, hvilket de dog afslog.

Paa vejen hjem kunne man ikke lade vaere med at taenke paa, hvad der dog har foert disse kvinder til dette sted. Flemming fortalte, at for langt de flestes tilfaelde er det fattigdom der har foert dem ud i kriminalitet, og at hvis man har penge nok, kan man praktisk taget koebe sig ud af faengslet uden rettergang. Omvendt fortalte han om kvinder som sidder inde i op til 7 aar uden rettergang, hvorefter de ved retten finder dem uskyldige og sender dem ud paa gaden uden nogen form for stoette eller kompensation for politiets fejltagelse.
I faengslet talte vi da ogsaa med en 22 aarig pige, der havde siddet inde i 2 aar og 2 mdr. og stadig ventede paa sin rettergang. Hendes sag var endnu ikke blevet hoert.-Dette lader til at vaere en gennemgaaende tendens i det filippinske retssystem.

Det absurde ved koereturen derud og hjem er, at man koerer igennem omraadet ”Beverly Hills” som er stedet for de aboslut rigeste i hele Cebu og omegn. Her kan de stoerste huse i Nordsjaelland ikke engang foelge med. Naar fangerne skal ind til byen for at have proevet deres sag, koerer de igennem dette omraade. Et omraade der om noget afspejler materialisme og rigdom – den direkte og mest yderligtgaaende kontrast til deres eget liv.

Besoeget i faengslet var en meget stor og roerende oplevelse. Og at kunne glaede de indsatte ved at spille, synge og tale med dem er helt ubeskriveligt.

Et par uger senere tog vi derud igen og spillede og sang for dem, og foraerede dem en ny mikrofon (fordi deres mikrofon de bruger til gaestebesoeg ikke virker) som tak for de flotte halskaeder vi fik paa vores sidste besoeg.

Undervisning paa Boys High

2005-10-28T00:37:00.000-07:00

I perioden 3-14 oktober underviste vi paa Boys High. Dette er ligesom Girls High en del af University of San Carlos, men som navnet antyder, en skole kun for drenge. Foerst i dette skoleaar er de begyndt at acceptere piger, og i de klasser hvor vi underviste var der kun drenge.

Vi var igen opdelt i to grupper, denne gang var Jette, Christina og Jette tilknyttet en 3. klasse i engelsk imens Jens og Lasse underviste paa High school i faget MAPEH ( Music, Arts, Physical Education and Health ).

Tredje klassen vi var inde i var en ’honor’ klasse, hvilket vil sige at de har samlet de bedste elever paa en aargang og sat dem i en klasse. Det var tydeligt at se at de generelt er bedre end gennemsnittet, hvilket var meget ioejenfaldene fx i forbindelse med gruppearbejde. - Modsat hvad vi saa paa Girls High var de her bedre til at samarbejde og alle i gruppen var engagerede. Naar der var almindelig tavleundervisning var eleverne ogsaa langt mere engagerede og laereren behoevede ikke at hive svarene ud af eleverne.
Vi kom ind midt i et forloeb, som laereren gerne ville goere faerdig hvilket resluterede i at vi kom til at undervise mindre end paa Girls High. Til gengaeld fik vi lov til helt at bestemme emne og didaktik. Paa grund af den mindre undervisningstid og for at faa et mere indgaaende kendskab til det store antal drenge, lavede vi et forloeb om sport og venskab - hvor stoerstedelen af tiden foregik i tre grupper hvor vi hver var tilknyttet en gruppe.
Efter en lille uges undervisning, maatte vi desvaerre bekaende at vi paa nogle punkter, havde undervurderet elevernes faglige niveau. Eleverne udviste stor forstaaelse og interesse for vores emne og forstod at inddrage deres egne personlige oplevelser hvilket vi ikke havde forventet eftersom erfaringen hernede har vaeret at de er meget daarlige til at respondere og taenke individuelt. Men samlet set var den faglige udfordring for eleverne ikke stor nok.
Vi havde tidligere undervist samme alderstrin, men maatte erkende at vores erfaring med at finde niveaudelingen i ”honour” og de andre klasser endnu ikke var stor nok.

Drenge-gruppen var modsat pigerne ikke tilknyttet en bestemt klasse.Vi underviste elever i alderen 14-16 aar, primaert i P.E. (Idraet).
En klasse har P.E. 4 gange i ugen, 3 lektioner med teori, og en lektion de kalder ”playday”. De 3 teori-lektioner foregaar i klassevaerelset, hvor diverse sportsgrene bliver grundigt gennemgaaet. Dette er ligefra sportens oprindelsen til regler og taktikker.
Playday er elevernes eneste mulighed for at have fysisk idraet. Her vaelger de selv hvilken sport de vil lave, mens laereren ser til.
Vi undervidste hovedsageligt i fodbold, og gennemgik det ned til mindste detalje i teori-timerne. Det virkede helt absurd at undervise paa den maade. Men pga de mange elever i hver klasse og manglen paa redskaber og plads, er denne metode en noedvendighed.
Dette fik vi selv at maerke da vi skulle undervise 50 drenge i volleyball. Vi havde 10 bolde, en enkelt bane som er tegnet op paa beton underlag og masser af unge bevaegelige knaegte. At komme til oerenlyd var et problem, ikke blot fordi drengene larmede, men ogsaa fordi banen ligger midt i skolegaarden med mange andre elever igang paa samme tid. Ydermere ”stjal” vi ogsaa elevernes valgfrie ”playday”.
Generelt havde vi et rigtig godt ophold, vi blev udfordret og blev til tider noedt til at tale med store ord, men til gengaeld fik vi undervidst en masse.

Fredag d.14 oktober evaluerede vi opholdet paa Boys High. Ligesom ved evalueringen paa Girls High var Father Ted og Malou Galios til stede. Derudover var vores tilknytningslaerere, rektor Mrs. Datan og et par unge laerer, paa father Teds opfordring.
Da Boys High ligesom Girls High er en del af University of San Carlos var der mindre at fokusere paa, til denne evaluering, da meget var blevet diskuteret paa Girls High. Det der for os, var den stoerste forskel, var paa det organisatoriske omraade hvor kommunikationen til tider svigtede. Dette resulterede i at vi et par gange moedte op forgaeves, og andre gange ikke blev informeret i tide om lektioner vi skulle undervise i. Det var en stor frustration for os, men til evalueringen valgte vi at fokusere paa andet da filippinerne ikke lever i en skemalagt hverdag, som vi, og derfor kunne vi let fornaerme dem.

Naar vi ser bort fra vores frustration omkring planlaegningen, har vi vaeret rigtig glade for at vaere paa Boys High og isaer det at undervise udelukkende drengeklasser er en erfaring vi nok aldrig vil kunne faa derhjemme. For os var det spaendende at observere hvordan klasserne rent socialt fungerede uden piger. I tredje klasse virkede det ikke til at spillet mellem piger og drenge i en klasse manglede og selvom det var rene drenge virkede de til at vaere bedre kammerater end de klasser vi besoegte paa Girls High. Modsat tredje klasse virkede det til at spillet mellem drenge og piger manglede i High School. Til gengaeld var der mange saakaldte ”drenge-piger”. En laerer forklarede at disse ”drenge-piger” har paataget sig denne rolle i mangel paa piger. Dog mente selvsamme laerer at optagelsen af piger paa Boys High ville have daarlig indflydelse paa drengene da de ville blive ukoncentrerede og stoejniveauet dermed ville stige.

Et par gode uger med mange og spaendende udfordringer.

Weekendtur til Negros og Apo Island

2005-10-28T00:30:00.000-07:00

Rejsen er godt i gang og Christina og Jens tager en skraber i en Jeepney. Foerste stop paa turen er Dumaguette paa Negros Island.

Negros

2005-10-28T00:28:00.000-07:00

Vi er koert med motorcykler gennem et helt fantastisk landskab af bjerge og jungle, for at ende paa toppen af bjerget hvor Twin lakes ligger.

Apo Island

2005-10-28T00:24:00.000-07:00

Vi sejler med pumpboat mod Apo Island.

2005-10-28T00:23:00.000-07:00

Et lille hvil paa en varm gaatur.

2005-10-28T00:18:00.000-07:00

Et billede af oeens eneste landsby ved navn Apo.

2005-10-28T00:17:00.000-07:00

Sidste aften paa Apo Island nyder vi en kold oel i solnedgangen, inden turen naeste dag gaar mod Cebu City.

Weekendtur til Negros og Apo Island.

2005-10-19T02:06:00.000-07:00

Onsdag den 28/9 var store rejsedag. Turen gik foerst med faerge til Dumaguete paa nabooeen Negros, vest for Cebu. Efter et godt mexicansk maaltid i Dumaguete tog vi en tricycle til et lille hostel, som laa lidt udenfor byen. Her blev vi vel modtaget af en halv beruset amerikaner og hans filippinske kone som ejer stedet Private Garden. Ejeren var meget hjaelpsom og gav os endda den store suite til billige penge, da der ikke var andet ledigt. Endvidere hjalp han os med forberedelserne til morgendagsens tur, som gik mod nationalparken Twin Lakes.

Naeste morgen stod vi meget tidligt op og koerte med lokal bus mod Twin Lakes. Vi stod af ved vejen som foerer op mod de to soeer, som ligger i nationalparken. Vi havde hoert at der skulle vaere 15 km op til soeerne, hvilket virkede lidt langt, da vi ogsaa skulle ned igen. Derfor besluttede vi os for at faa et lift af to lokale motorcykler, som koerte den naturskoenne vej til toppen. Her begyndte det at staa ned i staenger, saa vi greb hver til en alternativ paraply-palmeblad. De to kratersoeer var omgivet af jomfru regnskov, hvilket var flot, men ikke noget saerligt. Til gengaeld var gaaturen ned helt fantastisk, da vi her havde tiden til at nyde den pragtfulde udsigt samt snakke med lokalbefolkningen. Da vi naeede tilbage til hovedvejen var vi alle godt traette i foedderne og tog en jeepney til Dumaguete. Vi besluttede os for at blive en ekstra nat, for at slappe af inden turen gik videre til naeste destination. Om aftenen udforskede vi universitetsbyen Dumaguete, hvor stemningen var i top paa den hyggelige strandpromenade.

Dagen efter hyrede vi en lille bananbaad, som sejlede os til den lille vulkanoe Apo Island. Oeen er kendt for at have nogle af de bedste dykkersteder paa hele Filippinerne, hvilket i den grad ogsaa er sandt. Vi indlogerede os paa Apo Beach Resort, hvor vi fik et lille dorm oppe under loftet. Her havde vi udsigt over det turkisblaa vand.

De to naeste dage slappede vi af paa oeen, som stortset kun bestaar af vores resort og den lille lokale landsby. Tiden gik med dykning, snorkling og solbadning paa stranden, hvilket vi noed i fulde drag. Desuden besoegte vi landsbyen, hvor vi fik hilst paa de fleste af de venlige indbyggere. Den sidste aften, noed vi den smukke solnedgang med en kold San Miguel i haanden, hvilket var en dejlig afslutning paa vores solrige ophold paa Apo Island.

Naeste morgen tog vi bananbaaden tilbage til ”fastlandet”, hvor vi havde planlagt at tage faergen tilbage til Cebu. Desvaerre var faergen sejlet en time tidligere end vi var blevet fortalt, derfor aendrede vi vores planer. Vi tog en tricycle sydpaa, hvorfra vi sejlede med en pumpboat til den sydlige spids af Cebu oeen. Herfra tog vi den tre timers lange bustur op ad oestkysten til Cebu City, en smuk men meget varm tur.

Alt i alt havde vi en rigtig god tur, hvor vi baade fik slappet af, dykket og gaaet lange ture, det var rart at komme lidt vaek fra storbyens os. Saa var vi klar til vores to ugers praktik ophold paa Boys High.

Mobile School

2005-10-10T06:26:00.000-07:00

Da det ikke var tilladt at fotografere i forbindelse med busskolen, fik vi kun tilladelse til dette ene billede i bussen, hvor boernene vendte ryggen til. Her koerte vi rundt og samlede gadeboernene op.

En dejlig overraskelse og besoeg paa busskolen

2005-10-10T06:25:00.000-07:00

Dagen efter besoeget paa boernehjemmet havde Flemming arrangeret at vi kunne komme med busskolen.

Vi ankom til et hus, hvor busserne holdt udenfor, men inden vi naaede at tale med nogen, kom alle boernene fra boernehjemmet lige pludselig stormende hen imod os. Det viste sig at det hus de var i dagen foer var et midlertidigt ophold, fordi deres oprindelige boernehjem var ved at blive sat i stand. Saa deres egentlige boernehjem er faktisk det samme sted som busskolen holder til.
Det kan slet ikke beskrives saa skoent det var at se boernene igen, og at se hvordan de loeb os imod og hoppede op og ville have kram. Virkelig dejligt – men ogsaa lidt trist fordi man jo ved at det er en kort forbindelse, og at boernene snart skal sige farvel til os, som de har gjort med saa uendeligt mange andre foer i deres korte liv.

Busskolen er delvist financieret af regeringen og diverse NGO’s (Non Governmental Organisations).
2 busser koerer rundt i byens mest fattige omraader; ved havnen, carbon og hele downtown, og samler boern op.

Vi blev fordelt i de to busser og koerte ellers de ruter igennem inden vi endte paa en parkeringsplads ved havnen, som danner ramme for skolen.
Den dag vi koerte med, blev der samlet godt 100 boern op, i alderen 3-7 aar. De foerste par timer bruger de altid paa at lege, feje omraadet hvor de skal vaere og om eftermiddagen faar boernene forskellige former for undervisning inden for hygiejne, engelsk osv.

Boernene her var i mindst lige saa daarlig forfatning som boernene paa boernehjemmet. Naesten alle boern havde helt sorte og raadne maelketaender, og havde helt nedslidte klip klapper paa, der i langt de flestes tilfaelde var op til 10 numre for store.

Boernene her talte heller ikke engelsk, men det lykkedes os alligevel ved hjaelp af et par filippinske hjaelpere at faa styr paa nogen navne. Det hjalp ogsaa at flere af de smaa drenge snakkede om superhelte – og uanset om man taler samme sprog, saa kan man altid lave lidt fakter naar man taler om batman, spiderman og superman.

Efter et par timer sagde vi farvel til boernene og gik derfra; igen med en blanding af vemod og glaede over moedet med boernene.

Besoeg paa boernehjem

2005-10-10T06:17:00.001-07:00

Et kaotisk faellesbillede med de fleste af boerne, Torben, Rikke og os. Den aeldeste dreng paa boernehjemmet fik lov at tage billedet og var bagefter pavestolt!!

2005-10-10T06:15:00.000-07:00

Vi legede en masse lege med boernene, hvilket paa trods af den sproglige barierre var en kaempe succes. Her leger vi sanselege.

2005-10-10T06:14:00.000-07:00

Bantex Danmark har sponsoreret en stoerre maengde blyanter, kuglepenne mm. hvilket disse boern fik glaede af. Boernene fik en kuglepen hver og var baade stolte over at have deres egen, og begejstrede for at tegne og laere bogstaver.

Besog paa boernehjem i Cebu City

2005-10-10T06:07:00.000-07:00

Vi moedte for et par uger siden, 2 danske paedagogstuderende - Rikke og Torben, som arbejder paa et boernehjem her i Cebu City.
De inviterede os hen og besoege deres boern og hoere lidt om deres arbejde, saa der var vi henne i sidste uge.

Boernehjemmet er financieret af regeringen og er et af de mange boernehjem i byen uden mange ressourcer. Der bor omtrent 35 boern i alderen 4-15, men der er meget stor udskiftning, saa det svinger lidt. Boernene har mistet deres foraeldre i arbejdsulykker, er blevet fjernet fra hjemmet pga. vold, er blevet fundet paa gaden eller er blevet afleveret af foraeldre der ikke kunne forsoerge deres boern.

Lige ved ankomsten viste Rikke og Torben os rundt, og viste bl.a. at deres koekken er et lille baalsted uden for huset, og at boernenes bad bestaar af en enkelt vandhane med koldt vand, som de indimellem vasker sig lidt ved.
Da vi kom ovenpaa loeb alle boernene os i moede og var tydeligvis meget knyttede til Rikke og Torben. Vores foerste observation var, at boernene var meget beskidte, havde for stort og hullet toej paa, og ingen sko.
Boernene bor paa 2 vaerelser; et for drenge og et for piger. Alle boernene sad inde paa deres smaa vaerelser og passede sig selv. Rikke og Torben forklarede at det er helt almindeligt at naar de ikke er der, saa er der ikke rigtig nogen der holder opsyn med dem.
Der er cirka 8 senge i hvert rum - eller dvs. jernrammer til senge - for der er ingen madrasser i jernstativerne. Saa enkelte boern har foret jernstativet med papkasser og andre sover bare paa betongulvet.
Efter en time hvor boernene lige skulle se os an, og vi begyndte at faa udviklet en kommunikationsform der fungerede (der er naesten ingen af boernene der taler engelsk) foraerede vi alle boernene deres helt egen kuglepen og noget papir - det skabte virkelig glaede, saa boerne sad i et par timer og tegnede, vi laerte dem at skrive nogle bogstaver osv. Rigtig rigtig hyggeligt.
Derefter sluttede vi af med at lege nogen sanglege, hvilket loesnede helt op for de sidste generte boern. Til sidst kravlede alle boernene rundt paa os og ville have knus og kram hele tiden, hvilket man jo kun kan unde dem.

Boernene er i ret daarlig fysisk forfatning. Flere af boernene har raadne taender, lus og alle boernene har tydelige hudproblemer af forskellig art. Lige da vi var paa vej ud af doeren opdagede vi faktisk at en af drengene gik underligt. Vi gik ham efter i soemmene og fandt ud af at han havde kaempe aabne saar med betaendelse imellem ballerne. Det saa helt forfaerdeligt ud. Da lederen saa blev konfronteret med problemet sagde hun at det "ville de se til...". Kun 5 minutter senere kom Torben til at kigge ind i et rum de ellers ikke havde adgang til, og fandt over 20 helt nye madrasser med plastik om, som boernehjemmet hele tiden har haft, men ikke brugt, til trods for at alle boernene sover paa papkasser eller paa gulvet.

Der er enormt mange ting man har meget svaert ved at acceptere. Som studerende og hjaelper hernede, maa man hjaelpe hvor man kan. Problemet er ofte, at hvis man bliver uvenner med ledelsen, saa risikerer man helt at afskaere sig fra muligheden for at hjaelpe boernene. Saa det handler i hoej grad om at finde den gyldne middelvej. Der er bare nogen ting man inderst inde bare ikke oensker at se igennem fingre med.

Paa trods af forfaerdelige historier om boernenes oprindelse, deres fysiske tilstand og ledelsens maade at behandle boernene paa, saa var det en enormt positiv oplevelse at moede boernene, der paa trods af deres ulykkelige liv, stadig formaar at lege, smile og glaede sig over de smaa ting, fx et besoeg af en hel flok voksne der vil lege og kramme dem.

2005-09-27T22:03:00.000-07:00

Undervisning i 2. kindness paa Girls High, South Campus.

Undervsning paa Girls High

2005-09-27T05:20:00.000-07:00

I perioden; 13. - 22. aug. har vi undervist paa Girls High, South Campus.
South campus tilhoerer University of San Carlos og indtil for faa aar siden hed det Girls High. Pga det katolske ejerskab var skolen kun for piger, men nu er koensfordelingen mere lige.

Vi blev fordelt i 2 klasser, hvor Christina og Lasse havde en 5. klase og Gitte, Jens og Jette havde en 2. klasse. Skolen er inddelt i forskellige afdelinger, hvoraf en afdeling paa hver aargang rummer de bedste elever, resten af eleverne bliver fordelt paa de resterende afdelinger bl.a. kindness, som vi var tilknyttet.

5. kindness har 49 elever og vi havde vores primaere fokus paa timerne- Filipinsk kultur og historie samt engelsk. Derudover observerede vi science, hvor temaet var biologi, naermere betegnet mennskets knogler samt religion og computer. Computertimerne var specielt interessante at observere, da computerne ikke var til raadighed i denne periode og eleverne fik derfor opgaver som ”hvad er det gode/daarlige ved computere?” (I Danmark havde vi jo nok valgt at udskyde denne undervisningen til computerne var til raadighed!).
I Filipinsk kultur og historie kastede vi os hurtigt ud i undervisningen og temaet var ”den spanske regering paa Filippinerne”. Her fik vi vores sag for, da vi ikke havde det store kendskab til emnet, men vi fik fat i diverse boeger, og resultatet blev bedre end forventet.
Engelsktimerne var for laererens side praeget af ensartet undervisning med laereren i centrum frem for eleverne. Vores stoerste udfordring var derfor at imoedekomme og acceptere laerens krav. Eleverne var meget generte og ikke vant til at tale hoejt, klart og tydeligt foran hele samtidig med at vi ville have eleverne mere paa banen. Undervisningsdifferencering var i 5. klasse saa godt som umuligt. Klassen havde dog kendskab til gruppearbejde, hvilket vi benyttede os meget af i starten, men fandt hurtigt ud af at gruppearbjde, i denne sammenhaeng, handlede om at blive foerst faerig fremfor at alle i gruppen fik forstaaelse for opgaven.
Alt i alt har denne klasse lagt grund for mange didaktiske overvejselser baade i forberedelser og evalueringen og der er mange ting vi kan tage med til vores naetst praktikskoler.

I 2. kindness var tingene en smule anderledes and i 5. kindness. Vi havde 45 elever i alderen 7-8 aar. Vi stod for engelsk undervisningen hvor vi bl.a. havde et tema om Danmark, eventyr samt forskellige temaer om grammatik som vores laerer gav os.
Modsat 5. klasse var vores elever meget engageret og var ivrige efter at faa ordet. Vores udfordring var naermere at faa ro i klassen.
Ulig den danske folkeskole var eleverne traenet til konstant at svare i kor, hvilket gjorde det svaert for os at faa deres individuelle holdning frem. Vi proevede at faa eleverne til at svare enkeltvis ved haandsopraekning men det var ikke altid lige nemt.
I forbindelse med eventyr-temaet, fik vi hver elev til at lave deres eget eventyr. Tanken bag dette var at faa boernene til at taenke individuelt, hvilket lykkes for stoerstedelen. Vores laerer var os meget taknemmelig for at vi havde valgt at lave en individuel opgave, da der sjaeldent var tid til det i hverdagen.
Vi var meget imponerede og fascinerede af vores laerer som blot havde fem aars undervisningserfaring. Hun taenkte enormt paedagogisk og det var tydeligt at forholdet blandt laerer og elev var godt. Samlignet med stoerstedelen af de laerere vi har observeret var hun meget kreativ i hendes undervisning og soergede hele tiden for at aktivere alle boernene. Der var derfor meget at leve op til i denne klasse.
Alt i alt har vi vaeret glade for at vaere i anden klasse da baade eleverne og laereren har vist stor interesse for vores ideer og undervisningsmetoder.

Efter undervisningsperioden paa Girls High, sluttede vi det hele af med en ”reflektion”. Vi holdt et 2 timer langt moede med Father Ted, Malou Galios og et par af laererne. Moedet handlede om hvorvidt vores forventninger var blevet imoedekommet og skulle ogsaa vaere en mulighed for lidt respons paa vores undervisning. Det var dog saa som saa med respons, da de pga. den kulturelle arv pr. definition ikke oensker at kritisere eller fornaerme nogen. Saa selvom vi bad dem om at finde deres kritiske sans frem og havde forklaret dem at det er helt normalt i Danmark, blev det stort set kun til roser og gode miner.
Derudover havde vi en laengere principiel snak om den danske uddannelsestradition og om at finde den korrekte balance mellem dannelse og uddannelse. De var meget interesserede og forundrede da vi fortalte at vi i Danmark uddanner boern til at moede verden og til at kunne fungere socialt saavel som fagligt.
Paa Filippinerne taenker man naesten udelukkende fagligt – hvilket betyder at aendringer i arbejdsprocesser som fx at introducere gruppearbejde ikke altid fungerer optimalt, da fokus er paa at blive foerst faerdige og ikke paa at faa et samarbejde til at fungere optimalt.

Et par enormt spaendende timer, hvor vi virkelig foelte os som et frisk pust med en masse ideer om uddannelse og dannelse, der maaske ikke i foerste omgang vil reultere i aendringer, men som i hvert fald kan vaere med til at aendre deres syn paa skolens opgave.

Vi har vaeret glade for at vi har haft vores foerste praktik paa South campus, da der er blevet taget godt imod os og gjort plads til at vi kunne undervise. Girls High er som sagt en privat skole, saa selvom 50 elever pr. klasse lyder af meget, saa er det et langt mindre antal end hvad der venter os paa de naeste skoler. Saa det var dejligt at starte undervisningen af filippinske boern paa en stille og rolig maade med ”kun” 50 boern!

Besoeg i slumkvarterer og paa lossepladser.

2005-09-21T06:39:00.000-07:00

Dreng fra lossepladsen paa Lapu Lapu. Han passer sig selv hele dagen, imens foraldrene sorterer skrald.

2005-09-21T06:38:00.000-07:00

Nogle af de heldige boern der har sponsor, og derfor kan i skole.

2005-09-21T06:24:00.000-07:00

Bag det hvide hegn staar 2 containere der danner ramme om skolen paa lossepladsen. Skolen ligger som en lille oase mellem skrald, doede dyr og haardtarbejdende filippinere.

2005-09-21T06:23:00.000-07:00

Nogle af de boern der holder til uden for lossepladsens skole. De har ingen sponsor og kan derfor ikke faa deres skoleophold financieret. De kigger nysgerrige ind gennem tremmerne og vil meget gerne vaere med, men har desvaerre ikke muligheden for det.

2005-09-21T06:22:00.000-07:00

Saadan bor et meget stort antal mennesker rundt omkring lossepladserne i Cebu. Husene bygges af skrald, bildaek og alt hvad de ellers kan finde. Omraadet er fugtigt, beskidt og enormt ildelugtende. Om dagen forlader boern og voksne deres huse, for at gaa ind paa lossepladsen og finde skrald de kan saelge videre.

Bohol

2005-09-21T06:18:00.000-07:00

Afslapning med udsigt over jungle og flod paa Bohol.

2005-09-21T06:16:00.000-07:00

Et udpluk af de hundrede tusinde af flagermus der floej om oererne paa os.

2005-09-21T06:15:00.000-07:00

Vi stod op klokken 5 om morgenen for at tage paa grottevandring i junglen. Det var MEGET varmt og haardt arbejde at kaempe sig igennem junglen for at komme frem, men det var det hele vaerd.

2005-09-21T06:13:00.000-07:00

Chocolate hills paa en diset men meget varm dag.

2005-09-21T06:12:00.000-07:00

Et af de mange indfoedte boern, der arbejder med deres familie i junglen og ved floderne.

2005-09-21T06:11:00.000-07:00

Her venter vi paa at en baad kommer og henter os. I baggrunden kan man se de hytter vi boede i.

Weekendtur til Bohol

2005-09-21T05:52:00.000-07:00

Fredag stod vi meget tidligt op, da vi skulle med faergen til Bohol (en oe oest for Cebu) kl. 6.20. To timer senere var vi paa vej til Alona Beach fordelt paa to tricycles, hvor vi havde glaedet os til at slappe af en hel dag paa stranden. Desvaerre levede hverken vejret eller stranden op til vores skyhoeje forventninger. Efter en hurtig bid mad lejede vi derfor en jeepney og satte kursen mod junglen, hvor Lonely Planet havde anbefalet et hostel kaldet Nuts Huts med udsigt over Loboc River og junglebeklaedte bjergsider.
Vi boede I vores egen nipahytte bygget paa paele og omgivet af palmer. Ligeledes havde Nuts Huts en stor terrasse, hvor vi tilbragte mange afslappende timer i haengekoejen mens vi noed udsigten.
Efter frokost lejede vi en baad som sejlede os til et meget beroemt vandfald, og derefter til havet.
Loerdag tog vi den lokale bus til Chocolate Hills, paa bussen fik vi valget mellem at dele sved med mange lokale, eller blive gennemblaest paa taget. Vi valgte taget, og fortroed ikke denne alternative tur, selvom vi til tider maatte klamre os til gelaenderet.
Chocolate Hills bestaar af 1268 runde symmetriske bakker, der paa et stort omraade haever sig 40 til 120 meter over det omkringliggende terraen. Bakkerne bestaar af korelkalk aflejret paa havets bund, dannet af efterfoelgende erosion og landhaevning.
Vi fik taget nogle fine billeder og forsoegte saa at komme paa en ordineret tur rundt mellem bakkerne. Da en saadan ikke var til at opstoeve, valgte vi selv at trave og efter at have vandret i et par timer, vendte vi traette naesen hjemad.
Aftenen tilbragte vi paa Nuts Huts terrasse, hvor vi noed deres superlaekre mad og nogle lokale oel. Vi gik til ro paa et fornuftigt tidspunkt, da vi naeste dag skulle enormt tidligt op og paa jungletrek og grottevandring.
Klokken 5 soendag morgen begyndte vi opstigningen. Vi holdt et hvil paa en udsigtspost midt paa ruten og saa en flot solopgang. Efterfoelgende fortsatte vi den stejle klatring mod 3 grotter, hvis beboere var hundrede tusinde flagermus.
Godt 3 timer senere, svedige og med flagermus-ekskrementer i haaret, paa toejet og fingrene, var vi atter tilbage ved Nuts Huts.
Efter frokost gik turen hjemad, og meget traette ankom vi hen paa eftermiddagen til Cebu.
Vores afslappede weekend blev ikke saa afslappende endda, men det var en fantastisk tur, hvor vi noed at vaere vaek fra smoggen og at opleve naturen paa Filippinerne naar den er bedst!

Bagsiden af Filippinerne

2005-09-21T05:48:00.000-07:00

Torsdag den 8/9 blev vi hentet af vores kontaktperson Flemming Hansen.Vi havde faaet dagen fri, da vi skulle ud og se tre skoler financieret af Cebu Missionary foundation. Vi havde glaedet os til denne tur, da vi ville faa muligheden for at se nogle af de ekstremt fattige skoler, vi havde hoert saa meget om.
Foerste stop paa turen var lossepladsen paa Lapu Lapu, hvor flere tusinde mennesker bor og lever af at sortere skrald og saelge det videre. Tidligere boede de paa selve lossepladsen, men en graadig borgmester oejnede muligheden for at tjene penge og byggede derfor en stor betonmur rundt om lossepladsen. Samtidig smed han lossepladesens beboere udenfor muren, tog deres selvstaendighed fra dem og fik dem til at arbejde under ham. Skolen staar stadig tilbage, men den har faaet en frist paa to aar til at flytte, ellers vil den blive revet ned.
Skolen staar som en oase for de fattige boern midt paa lossepladsen. Her faar de yngste muligheden for at laere basale kundskaber og faerdigheder under rene og ordenlige forhold. Foran skolen staar en vandpumpe, hvor eleverne skal vaske sig foer de gaar ind paa skolens omraede. Et omraede som bestaar af to cotainere med aircondition omgivet af et lille traahegn, hvilket er lang bedre forhold end de er vant til.
Da vi ankom var boernene iklaedt deres skoleuniform (en t-shirt), klar til at bede og synge nationalsang. Boernene var glade og nysgerrige, og stod paent paa raekker og ventede mens deres laerer viste os rundt.
Efter skolen viste hun os deres hjem, hvor husene er bygget af materialer fundet paa lossepladsen. Husene var smaa, simple, og jorden mellem husene var enormt mudret pga af nattens regn og derfor rimelig ufremkommelig.

Den naeste skole vi besoegte, er placeret paa pier 4 ved havnen i Cebu (samme sted vi har udleveret gratis mad) . Her blev vi moedt af Nick, en af grundlaeggerene af Cebu Missionary Foundation. Han ledte os gennem en labyrint af smalle ofte lave gange som skilte husene fra hinanden. Midt inde i dette virvar af boliger ligger skolen som Cebu Missionary foundation har ombygget af to tidligere hjem. Skolen, som blot er et lokale, har langt bedre forhold end resten af boligomraadet.
Nick viste os en stor bygning som er naeste skridt mod udvidelse af skolen og dermed undervisning af endnu flere boern.

Den tredje og sidste skole vi besoegte, er placeret i et slumkvarter i en forstad til Cebu. Nick viste os stolt dette projekt; et helt nybygget skole (et rum paa 30 kvm) med aircondition. Ved siden af var en industribygning under opfoerelse. Den blev bygget primaert af foraeldre og skulle fungere som en slags hjaelp til selvhjaelp. Foraeldrene ville her have mulighed for at producere og saelge diverse artikler.
Dette viser med al tydelighed at Cebu Missionary Foundation gennem 10 aar virkelig har faaet et godt forhold til de lokale, og at foraeldrene efter flere aar, nu er begyndt at indse vigtigheden af deres boerns uddannelse.
Dette betyder ogsaa at Cebu Missionary Foundation ikke har de store problemer med tyveri af skolens materialer.

Boligomraadet omkring skolen mindede meget om omraadet paa den foreste losseplads; mudder, skrald og daarlig lugt over alt. Paa vores rundtur moedte vi en mand der var i faerd med at slagte en gadehund. Vores tolk fortalte at man ikke almindeligvis spiste hunde, men at det til tider var noedvendigt for at kunne overleve.

Rundturen med Flemming gav virkelig stof til eftertanke. Det var virkelig roerende at se hvor mange boern der stod udenfor skolerne og stirrede ind, og inderligt oenskede at vaere en del af faellesskabet. Disse boern har ingen sponsor, og har derfor ikke mulighed for at gaa I skole.
Paa trods af fattigdommen var der glaede og leg blandt boernene. Vores besoeg og at blive fotograferet var tydeligvis et nyt og opfriskende indslag I boernenes ellers ensformige hverdag.

World War 2 Veteran

2005-09-11T03:54:00.000-07:00

En hjemloes mand vi moedte paa gaden i Cebu. En af de mange filippinere der deltog i 2. verdenskrig, fik psykiske skader og efter krigen blev glemt af regeringen. Han bor nu paa gaden og baerer stadig sin uniform og sit id-kort fra 2.verdenskrig paa sig.

Feeding med Cebu Missionary Foundation

2005-09-11T03:52:00.000-07:00

En dreng gaar forsigtigt med sin skoldhede groed. Dem i groenne t-shirts er frivllige medarbejdere.

Feeding; pier 4 ved havnen

2005-09-11T03:51:00.000-07:00

En dreng staar i mudderet og venter paa sin mad.

Feeding ; pier 4 ved havnen

2005-09-11T03:50:00.000-07:00

Et lille selvbygget hjem paa Pier 4. I rummet bor en familie paa 7 personer.

Feeding; den kinesiske kirkegaard.

2005-09-11T03:49:00.000-07:00

Et mindehus lavet om til et hjem. Bedstemoderen har koldbrand i laaret.

Feeding; den kinesiske kirkegaard.

2005-09-11T03:47:00.000-07:00

Glade boern der baade faar mad og bliver fotograferet!

Feeding; den kinesiske kirkegaard.

2005-09-11T03:46:00.000-07:00

Koe og forventning ved madbilen paa den kinesiske kirkegaard.

Hanekamp

2005-09-11T03:44:00.000-07:00

En af de haner der ikke kom helskindet ud af moedet med sin artsfaelle.

2005-09-11T03:43:00.000-07:00

Vaeddemaal; inden hver kamp begynder bookmakerne at raabe og skrige, og der er en larm uden lige. Men virkelig et saersyn. Det gaelder bare om at holde haenderne i ro, saa man ikke kommer til at vaedde.

2005-09-11T03:41:00.000-07:00

En af de fattigere boender hepper paa hans hane. Han havde en god dag og vandt i begge hans kampe!

2005-09-11T03:40:00.000-07:00

Arenaen hvor kampene fandt sted. Her er de ved at hidse hanerne op til kamp.

2005-09-11T03:39:00.000-07:00

Det vakte stor opsigt for de lokale da vi troppede op til hanekamp. Det blev der gjort et stort nummer ud af, hvilket bl.a. resulterede i loge-pladser LIGE foran arenaen...en blandet fornoejelse, men alligevel ret sjovt at sidde midt i heksekedlen!

Kirkegang, hanekamp og frivilligt arbejde!

2005-09-06T23:22:00.000-07:00

Efter knap 3 uger her i Cebu er vi faldet godt til. Dog har vi haft lidt problemer med den filippinske mentalitet der er meget "laissez-faire". Dette har vi laert at imoedekomme og nu ser vores skole program rigtig interessant ud.
Da det hernede er tilladt at 'flytte' helligedage, uden varsel, er vi endt med at have nogle uforudsete fridage. Dette har gjort at vi har haft mulighed for at vaere turister i Cebu og omegn.
Vi har bl.a. vaeret til hanekamp, hvilker de lokale gaar meget op i. Paa Filippinerne er hanekamp ulovligt, men man kan soege om tilladelse til at holde det om soendagen og til festivaller, hvilket er meget brugt. Selve hanekampen var blodig og efter vores mening usmageligt, men stemningen i hallen var en attraktion i sig selv idet de lokale virkelig levede sig ind i kampene. Hanerne er opdraeettet til kun dette formaal gennem flere aar og ejerne har derfor et taet forhold til deres haner, men ogsaa rent oekonomisk har de meget paa spil, hvilket er tydeligt at se paa dem under kampen.
Vi endte selv med at vaere en attraktion, da 5 hvide (og ikke mindst 3 piger) tilsyneladende er lidt af et saersyn til hanekamp.!

Vi har derudover vaeret til 'Feeding'. Ordet siger meget om, hvad det er, nemlig 'fodring' af de ekstremt fattige samt hjemloese. Cebu Missionary Foundation (NGO - Non Governmental Organisation) staar for dette velgoerende arbejde, som finder sted hver fredag. Der laesses 5 store gryder med kogende Lugaou (Chokolade-groed med korn) paa en vogn, og saa koerer man ellers i en fast rute hver fredag. Foerste stop paa runden var Den Kinesiske kirkegaard. Her bor de fattige indeni de smaa kapeller/mindehuse, hvor de sover ovenpaa gravene og har indrettet smaa hjem, som under omstaendighederne er hyggelige.
Herefter tog vi til havnen, til et omraade der kaldes "Pier 4", hvor folk, isaer boern, allerede stod klar med deres skaale, kander og plastikposer til opfyldning af mad. Det syn der moedte os ved ankomsten til havnen, var at stoerstedelen af boernene havde udspilede maver pga underernaerning og gik noegne rundt.
De menesker som bor her, er i realiteten ikke hjemloese, da de har 'tag' over hovedet i form at blik, trae el.l. De bor meget taet og naermest i lag. Sygedomme spraeder sig her med lynes hast isaer Tuberkulose er skyld i den hoeje doedlighed. Samtidig spiller regntiden en stor rolle, da alt affald (bl.a. affoering) fra byen ender i havnen, hvilket medfoerer et sort antal rotter, som lever 'side om side.' med de fattige. Fx snakkede vi med en mand, der havde forbindinger paa haenderne fordi rotterne bed i ham om natten!
Vi uddelte derefter resten af maden til de hjemloese paa gaderne i Downtown. Vi gik rundt og vaekkede folk, saa alle havde mulighed for at faa noget at spise. Enkelte boern kom loebende til og braendte sig, da de var saa ivrige efter mad.
Alt i alt uddelte vi mad til ca. 1000 fattige denne aften. Generelt var der en god stemning fra alle sider; folk var glade og imoedekommende og ville utroligt gerne snakke med os.
Det var en ubeskrivelig og haard aften, som har gjort stort indtryk paa os. Det er godt at se, at organisationer som denne er villige til at hjaelpe med det basale, naar fattigdommen virker saa uendelig og haabloes.

I denne uge er det Foundation and Sports Week paa USC, hvor vi har oplevet hvordan filippinerne fejrer et 70 aars jubilaeum. Der er fest og glade dage, og det gaar ikke stille for sig. Vi har vaeret til 3 aabeninger, som alle har inkluderet dans, sang, karneval m.m. Derudover har Cheerleading- og skoenhedskonkurrencer fyldt en del i programmet. Det hele startede med en faelles messe i USC kirke mandag morgen, hvor praesidenten af USC bad velkommen, hvorefter det var en traditionel katolsk cermoni og dette var bestemt en oplevelse at overvaere.

Og saa er vi begyndt til boksning i Fight Club. Timen startede med opvarming i bokseringen, hvorefter vi mere eller mindre fik afreageret paa boksepuderne. Det var skoent at maerke svenden pible af en - for foerste gang pga fysisk udfoldelse. Forhaabentligt ikke vores sidste besoeg i Fight Club!

Saa alt i alt oplever vi mange og meget forskellige ting. Vores ophold hernede er saa kontrastfyldt at det kan vaere svaert at foelge med mentalt.
Men alt i alt, en masse gode oplevelser, der alle har sin egen vaerdi.

2005-09-06T01:14:00.001-07:00

Den katolske kirke der ligger paa Main Campus USC.

2005-09-06T01:14:00.000-07:00

Dansk publikum til Foundation week paa USC. En uge med dans, musik og sport. Alle uddannelser fra USC deltager. Her ser vi Street Dancing..

2005-09-06T01:11:00.000-07:00

Street Dance

2005-09-06T01:10:00.000-07:00

Street Dance

2005-09-06T01:09:00.000-07:00

Sygeplejerskernes bud paa Street Dance..

Den filippinske skoletradition...

2005-09-06T00:35:00.000-07:00

Hermed lidt omkring det filippinske skolesystem. Det er ret uigennemskueligt og er et kaempe net af katolske ordener, scholarships, private og publich schools:

Vi er tilknyttet University of San Carlos. Universitetet er grundlagt af en katolsk orden ved SDW (Society of Divine Word). Universitetet er privat og det kraever enten betaling eller et scholarship at studere paa USC. og samtidig skal eleverne bestaa en test for at blive optaget. USC har flere forskellige skoler tilknyttet; lige fra primary school til highschool og det vi kender som universitetet. Dette betyder at de allerede fra foerste klasse kan gaa i skole som er tilknyttet universitetet. Dog er det kreavet at man for at blive optaget i foerste klasse har gaaet i en form for foer-skole i mindst et aar. Typisk begynder man i foerste klasse naar man er seks aar og man bliver faerdig med elementary school i en alder af 12 eller 13, derefter er der high school som er tre aar. Baade elementary og high school er obligatorisk, men regeringen har ikke oekonomisk mulighed for at sikre skoelgang til alle boern, derfor er der ikke sanktioner for de foraeldre der ikke faar deres boern i skole.
Efter high school, kan man komme paa universitetet, og det kreaver alle steder her en form for betaling, sponsor eller scholarship. De foerste 2 aar har de en raekke dannelsesfag, som alle elever skal igennem. Derefter vaelger de hvilken linie de vil laese, og derefter laeser de saa 2-3 aar til laerer, sygeplejerske, ingenioer eller lignende.
Hernede er de unge typisk faerdige med deres uddannelser i en alder af 20-21 aar.

Der er mange skoler hernede og selv i de fattigste omraader som fx nede paa havnen, er der en lille skole. Der er en enorm venteliste, men det er et nyt tiltag at der overhovedet er en skole dernede.
Der er dog enormt stor forskel paa hvor store midler uddannelsesinstitutionerne har at arbejde med. Saerligt de offentlige skoler har som naevnt klasser paa op til 100 elever, og ofte endda uden klasselokale.
Dette betyder ogsaa at uddannelsesniveauet er meget varierende, hvilket vi ogsaa har kunnet maerke paa de forskellige skoler. I ansaettelsessituationer er det meget afgoerende hvilken skole man har taget sin uddannelse paa.

Vi har desuden talt med en vejleder, ved navn mrs Malou, omkring prioriteringen mellem dannelse og uddannelse hernede. I aar har regeringen netop besluttet at indfoere et nyt fag ved navn "Malugay". Faget er en blanding af hjemkundskab, etik, haandvaerk o.l. Drenge og piger skal have alle fagene; et meget typisk tiltag fra den kvindelig praesidents side. Men den problematik vi derhjemme oplever omkring stoerre og stoerre krav til laereres forpligtigelse til opdragelse af boernene er slet ikke til stede hernede, da respekten omkring laererne i forvejen er formiddabel. Til vores store overraskelse er der faktisk ikke tale om en overdrevet respekt, hvor eleverne bare taler laereren efter munden. Laererne og eleverne taler meget sammen og lader til at have en gensidig respekt for hinanden. Er en elev uenig med laereren paapeger vedkommende det paa en hoeflig og respektfuld maade, laereren lytter og tager stilling til elevens synspunkt.

Vi har lavet en masse observationer omkring underviserer og forhold paa USC og samlet set maa vi nok sige at vi er positivt overraskede over niveauet og laerernes personligheder. Vi har observeret mange timer som sagtens kunne have fundet sted i Danmark.
Det grundlaeggende problem der er overalt, er manglen paa aircondition, ordentlige stole og borde og mange steder en ordentlig normering. Der er enormt daarlige forhold for baade laerere og elever, og det er med en enorm respekt og ydmyghed vi gang paa gang oplever at de trods varmen og alt det andet faktisk faar det til at fungere.

Katoliscismen er som sagt hovedreligionen hernede. Alt bygger paa den katolske tro; inden hver undervisningstime, inden de spiser, naar de skal koere i jeepney og selv i supermarkedet beder de boenner. Klokken 18 gaar alt i staa; indkoebsvogne, kassedamer og sikkerhedsvagter gaar i staa i 2 minutter imens de beder, hvorefter alt igen koerer med 120 i timen.
Det er ikke daarligt i sig selv at katoliscismen er saa udpraeget som den er, men fordi der ogsaa er nogen faa med andre religioner, ser vi det som lidt af et dilemma for den lille restgruppe. Undervisningen og alt omkring USC bygger fx paa religionen, hvilket maa saette et lille mindretal af budhister, hinduer og muslimer i et dilemma. Vi har i hvert fald selv kunnet maerke hvor meget det fylder, naar det ikke er et faellesskab man er - eller oensker at vaere en del af.

2005-08-28T17:45:00.000-07:00

Downtown, Cebu

2005-08-28T17:44:00.002-07:00

Vi foelger engelsk undervisning paa Girls High

2005-08-28T17:44:00.001-07:00

Boern fra Carbon marked i downtown, den fattige del af Cebu

2005-08-28T17:44:00.000-07:00

Jeepney - dekoreret amerikansk militaer-jeep

2005-08-28T17:43:00.000-07:00

Talamban Campus, University of San Carlos

En travl men spaendende foerste uge...

2005-08-25T05:16:00.000-07:00

Saa er programmet for alvor gaaet i gang!!

- Og det er VIRKELIG gaaet i gang, for sikke nogen dage vi har haft siden mandag.
Vi er tilknyttet University Of San Carlos som er administrator for de fleste skoler i Cebu, lige fra primary school til det vi kender som University. Meningen er saa, at vi i nogen uger skal foelge nogen forelaesninger paa de forskellige Campus der er i Cebu og at vi i resten af tiden skal ud og undervise paa de skoler som universitetet administrerer. Derudover er vi i kontakt med en dansker der staar for en fond der hedder "Channel of Hope". Denne fond opretter skoler for ekstremt fattige boern og soerger for gratis mad til beboerne. - Dette arbejde skal vi ogsaa hjaelpe med.

Denne uge er gaaet med at folge forskellige forelaesninger paa universitetet; fx physical education (idraet), biologi med dissekering af katte og tudser (som boernene selv skal fange paa gaden, og derefter selv bestemme aflivnings-metoden) osv.

Derudover har vi vaeret ude i de tilknyttede skoler hvor forholdende er vaesentligt anderledes end de er paa universitetet: Der er mellem 60 og 70 elever i hvert klasselokale paa ca. 25 kvm. Der er ingen aircondition og ingen rigtige vaegge, saa temperaturen kommer hurtigt op paa 40 graders varme og med mange tusind elever paa skolen er larmen enorm. - Og det er endda hvis klassen overhovedet har et klassevaerelse! Paa den skole vi var den anden dag undervises der paa basketball-banen. Der er 5 klasser a op til 100 elever dvs. mellem 450 og 500 elever der faar undervisning paa samme tid, uden skillevaegge paa en basketball-bane!! Da vi hoerte det blev vi meget forargede, men da vi saa hoerte at vi selv om et par uger skal undervise en af klasserne paa ca. 100 elever paa en basketballbane, indsaa vi pludselig hvor overkommeligt det pludselig virker at undervise i Danmark. Ikke at det noedvendigvis er lettere, men man skal pludselig til at aendre sin undervisnings-strategi radikalt!
Idag har vi ogsaa snakket med dekanen fra uni om forskelligheder i paedagogisk tankegang og forholdet mellem skole og regering i vores respektive hjemlande. En enormt spaendende samtale.

Vores dage varer fra ca. klokken 8 til mellem 16 og 18, saa vi er helt blaeste naar vi kommer hjem, men det er enormt spaendene saa det goer ikke saa meget. Men i weekenden skal vi dykke, saa det bliver godt med en god pause!

Mvh. Christina, Jens, Lasse, Jette og Gitte

Hong Kong og ankomst til Cebu

2005-08-21T05:03:00.000-07:00

Efter en veloverstaaet flytur, der faktisk var ret overskuelig -med ekstra benplads til os alle - bare fordi Jens har lange ben, ankom vi til Hong Kong.
Hong er en pulserende og dyr storby, hvor Koebenhavn har svaert ved at foelge med, saa vi maatte affinde os med ret trange kaar (4 pers. paa ca. 16 km2) for ikke at blive helt ruinerede.
Dagene brugte vi paa gaature rundt omkring i byen og sejlture imellem oeererne som Hong Kong bestaar af.
Det var to rigtig gode dage, hvor hoejdepunktet var om natten at sejle rundt imellem skyskraberne paa hver side om Hong Kong. Det var helt utroligt flot.

Et par dage senere landede vi i Cebu og Lasse stoedte til resten af gruppen.
Vi har lige haft et par dage inden programmet rigtig starter.
Den foerste dag brugte vi paa at finde et sted til vores permanente ophold, hvilket ogsaa er lykkedes, og at koebe noget "passende" skoletoej. Vi maa nemlig hverken have shorts eller bare arme!

I dag har vaeret paa et laekkert resort ud til vandet, med palmer og skoenne faciliteter. Vi badede lidt ved stranden, og bagefter i pool. Det har vaeret vildt godt vejr, saa vi var kun ganske lidt i solen og laa ellers bare i skyggen og dasede. Vi fik ogsaa et rigtig laekkert maaltid mad. Skoent lige at lade op til det hele starter imorgen. Maden er ellers generelt ret skidt, saa det var helt skoent at faa lidt god mad.
Men uanset hvor daarlig maden maatte vaere eller andre problemer der kunne opstaa, saa skal man bare gaa en tur i byen, for at blive mindet om hvor ligegyldigt det er.

Paa gaaturene har vi faaet et godt indblik i storbyen, og er nok blevet lidt overraskede over at der er SAA meget fattigdom.

Tilsyneladende er det forholdsvis faa turister der kommer til Cebu, forvi skal ikke gaa saerligt langt vaek fra Centrum, foer ALT gaar i staa, og mange vil roere os naar vi kommer forbi.

Vi vidste godt der var et stort klasseskel osv., men antallet af gadeboern, spaedboern i papkasser og folk med koldbrand i lemmerne er virkelig chokerende.

Det er enormt svaert at gaa forbi en ung mor der sidder ud til bilosen med et 1mdr gammelt barn og beder om penge, sige nej og saa derefter gaa ind i et shoppingcenter og koebe toej.

Men saa sent som i dag har vi fundet ud af, at vi bare ikke maa begynde at give dem penge. Paa en taxatur blev vi nemlig pludselig bedt om at laase alle doerene og at dukke os lidt sammen. Da vi kiggede ud, kunne vi se hundredvis af gadeboern der havde omringet en taxa. Vores chauffoer sagde det var fordi han havde givet penge til et barn, og at de bagefter havde omringet ham. De er harmloese, men det virker meget voldsomt naar de kommer saa taet paa og vil roere en.

Imorgen starter programmet, og Flemming henter os p[ hotellet klokken 9 om morgenen (3 om natten dansk tid). Vi skal ud paa universitetet og vises rundt og lige saa langsomt introduceres for had vi skal lave osv., saa vi glaeder os til at se hvad der skal ske.

Mvh. Lasse, Jens, Christina, Jette og Gitte